Indsamlere finder en myrdet mand, pengeskab, hash, tyvekoster, graviditetstests og 107.660 dåser
Det er ikke småting, man finder rundt omkring i naturen, når der samles affald ind.
Danmarks Naturfredningsforening har siden 2006 arrangeret indsamling af affald i naturen. Det har i årenes løb budt på vidt forskellige fund.
Udover poser fra McDonald’s, ispapir og et hav af dåser, har indsamlere også fundet rester af kød og blod, der (heller) ikke hører hjemme i naturen.
Disse mærkværdige fund har vi samlet i et galleri over artiklen. Klik dig igennem de, til tider, rystende billeder.
Det er dog også mere underholdende elementer i indsamlingen.
– Vi har blandt andet fundet et skrin med en seddel, hvor der stod ‘Amalies første rokketand’, fortæller Ole Laursen, funktionsleder hos Dansk Naturfredningsforening, til Newsbreak.dk.
Denne Amalie og hendes familie blev efterlyst.
– Vi fandt dem, og de blev lykkelige for genforeningen, siger Ole Laursen.
Funktionslederen kan også berette om en flaskepost fra en mand i Tyskland, der ad den vej søgte sig en kone.
– Så har vi også fundet rigtig mange graviditetstests, siger han, og fortsætter:
– Og vi har faktisk lavet en opgørelse over, hvor mange, der var positive og hvor mange, der var negative, siger Ole Laursen.
Lolland på den anden ende
Et fund i 2010 fik på det nærmeste Lolland på den anden ende.
– Her blev der fundet en krysantemumbombe i vejkanten.
Det satte det helt store apparat i gang med afspærringer og undersøgelser af det sprængfarlige indhold.
– Det vist sig dog, det var bare var en rynket roe, siger Ole Laursen.
Anderledes var det dog i 2016. Mælkevejen fra Frederiksberg Ny Skole fandt en stor krysantemumbombe, som politiet kom og hentede med bombeeksperter og rulle-marie (og det er ikke løgn!)
Mindre end sidste år
I 2017 blev der i alt samlet 154 ton skrald. En nedgang i forhold til sidste års 181 ton. Det blev samlet ind af mere end 160.000 frivillige danskere.
Et tal, der glæder Ole Laursen.
– Det er en god nyhed, men allerhelst ville vi da gerne have, at alle danskere samler ind – og ikke finder noget, siger han med en skælmsk tone i stemmen.
De områder, hvor der bliver samlet mest er i vejkanterne, ved stranden og i de grønne områder i byerne.
I årets indsamling blev fisket 107.660 dåser op i poserne. Heraf var 82.910 uden pant. Et problem, som Dansk Naturfredningsforening har kæmpet mod i mange år – her vil man nemlig gerne have pant på de tyske dåser også.
– Nu har vi prøvet at få det ændret i lang tid – gennem otte miljøministre, men det er stadig ikke lykkes, siger Ole Laursen, der mener at tallet på importerede dåser ligger på helt op til en milliard på årsbasis.
Positiv påvirkning
Skolebørn over hele landet samler skrald ind i løbet af en uge. Og det har en positiv påvirkning på de unge.
– De bliver bevidste om, det koster penge at samle op. Og så bliver de en slags ambassadører, hvor de fortæller familien og andre, de ikke skal smide affald. Det giver en forståelse af at være en del af et fællesskab, siger Ole Laursen.
Indsamlingerne startede, som nævnt, i 2006 – med 25.000 frivillige. (Til sammenligning var der i år mere end 160.000, der havde meldt sig under skraldeposernes faner).
Dog var der i 1912 en digtkonkurrence i Dansk Naturfredningsforening, der blev stiftet i 1911, om netop at passe på vores natur.
– Digtet starter: ‘Madpapir og æggeskaller pynter ej i skovens haller’. Og det sjove er, at nogle af de ældre frivillige stadig kan huske det, siger Ole Laursen.
Nå, ja, svaret på, om der bliver fundet flest positive eller negative graviditetstests i naturen: Flest positive.
Om den tyske mand nogensinde fandt sig en kone, er der dog ingen melding om.
I boksen under artiklen, kan du se uddrag af fundene. Der er noget at grine af. I galleriet over artiklen har vi samlet nogle af de mest spektakulære af slagsen.