Indonesisk justitsminister: Vi henretter ikke for sjov

Foto: JASON REED/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter henrettelserne af flere udlændinge understreger Indonesiens regering, at det tjener et højere formål.

Indonesiens justitsminister forsvarer onsdag beslutningen om at lade syv udlændinge – heraf to australiere – henrette tirsdag dansk tid.

– Vi befinder os i en krig mod forfærdelige narkoforbrydelser, som truer vores nations overlevelse, siger Muhammad Prasetyo til journalister på øen Cilacap.

I alt blev otte dømte henrettet ved skydning på fængselsøen Nusakambangan, selv om flere lande havde lagt pres på Indonesien for at stoppe eksekveringen i sidste øjeblik.

Men Indonesien har ikke henrettet udlændingene for sjov skyld, understreger Prasetyo.

– Jeg vil gerne understrege, at en henrettelse ikke er nogen behagelig ting. Det er ikke et sjovt job.

– Men vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at redde dette land fra skadelige stoffer. Vi ønsker ikke at være fjender med de lande, hvorfra de henrettede kom, lyder det fra justitsministeren.

Han nedtoner også det faktum, at Australien har besluttet at hjemkalde sin ambassadør fra Jakarta. Det er første gang, at Australien gør det, selv om landets indbyggere tidligere er blevet henrettet i udlandet.

Australien og Indonesien har et tæt samarbejde på mange områder, men sagen om den såkaldte Bali Nine-narkoring har forværret det diplomatiske forhold.

Uden at sige det direkte lod den australske premierminister, Tony Abbott, på et pressemøde forstå, at den cirka tre milliarder kroner store bistandshjælp til Indonesien kan komme i fare.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS