Indonesien er klar til at henrette to australiere
Henrettelserne af to australiere, som er dømt for narkotikasmugling, er “umiddelbart forestående”.
Den australske regering siger, at de indonesiske myndigheder har meddelt, at henrettelserne af to australske statsborgere, som er dømt for narkotikasmugling, er “umiddelbart forestående”.
– De indonesiske myndigheder siger i dag at henrettelserne af Andrew Chan og Myuran vil finde sted om kort tid i Nusakambangan-fængslet på det centrale Java, siger den australske udenrigsminister, Julie Bishop.
De to dømte skal ifølge en indonesisk domstol henrettes ved skydning.
Andrew Chan og Myuran Sukumaran blev i 2006 dømt til døden for at være ledere af en narkotikasmuglerring, som ville smugle over otte kilo heroin ud af Indonesien. De var året før blevet anholdt på Bali.
Andre medlemmer af deres smuglerring er blevet idømt lange fængselsstraffe.
Afslag på benådning
Begge de to australiere har appelleret et afslag om benådning fra Indonesiens præsident, Joko Widodo.
Den australske regering har forgæves forsøgt at redde Sukumaran og Chan fra at blive henrettet, og sagen har længe belastet det australsk-indonesiske forhold uden at en løsning er kommet nærmere.
De to australske statsborgere skal ifølge domstolen henrettes på fængselsøen Nusakambangan. Blandt de øvrige dødsdømte er statsborgere fra Frankrig, Brasilien, Filippinerne, Ghana, Nigeria og Indonesien.
Fangeudveksling afvist
Tidligere har den australske udenrigsminister, Julie Bishop, foreslået at udveksle fanger med Indonesien, men det er blevet afvist.
Australien har også tilbudt at afholde alle udgifter ved at ændre dødsdommene til livsvarigt fængsel for de to australiere, men uden resultat.
/ritzau/Reuters