Indlandsisen smelter i rekordfart

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Grønland har denne sommer nydt godt af høje temperaturer. Men det varme vejr har betydet, at der er sat fart på afsmeltningen af Indlandsisen.

Allerede nu er indlandsisens overflademasse mindre, end hvad man normalt ser på dette tidspunkt af året, oplyser DMI.

»Det varme vejr har haft stor betydning for afsmeltningen af indlandsisen. Afsmeltningen i år har ellers haft den seneste start i hele DMIs opgørelsesperiode siden 1991, men nu har den for alvor taget fart,« siger klimaforsker Peter Langen i en pressemeddelelse.

I seks dage i træk har indlandsisens overflademasse hver dag mistet 10 milliarder ton, hvilket svarer til 10 kubikkilometer vand om dagen.

Men selv om den grønlandske indlandsis smelter hurtigt, så er det ikke rekord. Tilbage i 2012, hvor Grønland ligeledes var ramt af varmt vejr, smeltede en del mere is. indlandsisen nåede på to af dagene en afsmeltning på 15 milliarder ton per dag.

»Helt så kraftigt har det ikke været i år, men hvis det varme vejr fortsætter, kan det samlede masseregnskab for alvor blive trukket nedad,« siger Peter Langen.

Det er især den nordlige del af Grønland, der har oplevet de høje temperaturer. Et af de steder man mærkede varmen mest, var i byen Qaanaaq. Her blev der registreret en varmerekord 8. juli på 20,4 grader, hvilket er 2,5 grader varmere end den tidligere rekord fra 1. juli 2012. Det skyldes hovedsageligt, at byen ligger på solsiden af et fjeld.

Powered by Labrador CMS