Indkalder til pressemøde
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen vil fortælle om rådgivning til tre ministre, herunder statsministeren.
Det har været ventet i et stykke tid, og nu er Medarbejder- og Kompetencestyrelsen klar til at melde ud, hvilken rådgivning styrelsen har givet til forskellige ministre i minksagen.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen meddeler i en pressemeddelelse, at den indkalder til pressebriefing i sagen onsdag klokken 15.45.
Emnet er "den rådgivning, styrelsen har givet til statsministeren, justitsministeren og miljøministeren som opfølgning på Minkkommissionens beretning".
Ti embedsmænd fik kritik
Ti embedsmænd modtog hård kritik i sagen om aflivning af alle mink i Danmark, hvilket skete uden lovhjemmel.
Ingen af embedsmændene er blevet hjemsendt, hvilket har mødt politisk kritik.
Blandt de ti finder man departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen, departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth samt departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard.
Sidstnævnte var departementschef i både Miljø- og Fødevareministeriet, da beslutningen om aflivning af alle mink blev truffet, men de to ministerier er siden blevet splittet op.