Indisk restaurant kan endelig smile igen
Indian Hut i Låsbygade i Kolding har langt om længe fået den glade smiley tilbage
Efter to sure smileyer kan Indian Hut endelig hænge en glad smiley på døren igen.
Da Fødevarestyrelsen var på besøg den 2. november, var alle forhold tilsyneladende bragt i orden, fremgår det af Kontrolrapporten.
Det var ellers ikke småting, virksomheden måtte bøde for, da Fødevarestyrelsen var på besøg henholdsvis den 7. juli og den 1. september.
Forrum til toilet blev brugt som lager
Den første sure smiley fik restauranten den 7. juli, fordi forrummet til toilet fortsat blev brugt som tørvarelager. Dør fra toiletrum til tørvarelager var ikke lukket, og der var således kort afstand fra selve toilettet til sække med ris der stod direkte på gulvet. Virksomheden forklarede, at de havde indhentet tilbud fra en køkkenmontør, der skulle opsætte hylder inden for to-tre uger. Det kostede restauranten en bøde på 5.000 kroner, fremgår det af kontrolrapporten fra 7. juli.
Den 1. september kom Fødevarestyrelsen igen forbi for at tjekke om forholdet var bragt i orden. Det viste det sig ikke at være tilfældet.
– Virksomheden har fortsat ikke etableret forrum til toilet. Der mangler dør til det område der tidligere blev brugt til tørlager. Det blev indskærpet, at fødevarelokaler skal være sikret mod indtrængen af skadedyr, stod der i kontrolrapporten.
Lovede at få bragt forholdene i orden
Ahmed Hafiz, der er indehaver af Indian Hut, forsikrede i september sine kunder om, at de gør hvad de kan for at leve op til Fødevarestyrelsens krav, og at de nu har ordnet tingene. Han forklarer, at Fødevarestyrelsen ved tidligere besøg ikke har påtalt opbevaringen af tørvarer, og restauranten har derfor ikke troet, at der var et problem. Ahmed Hafiz understregede dog, at de følger instrukserne.
– Så hvis de (Fødevarestyrelsen /red.) kommer nu, så er det hele i orden, sagde Ahmed Hafiz til Newsbreak.dk i september.