Indbrudstyv smidt i bagagerummet og afleveret hos politiet

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Lasse Jørgensen tog sagen i egen hånd, da politiet ikke kunne komme. Han smed indbrudstyv i bagagerummet og afleverede tyven hos politiet.

Lasse Jørgensen i Isbjerget på Aarhus Ø har før stiftet bekendtskab med indbrudstyve i sin stuelejlighed. Søndag aften var den gal igen, skriver Århus Stiftstidende.

Søndag ved 22.30-tiden ringede det på døren hos Lasse Jørgensen, men da han åbnede døren var der ingen.

– Da der ikke stod nogen udenfor, var jeg godt klar over, hvad der var gang i. Hvis jeg ikke havde reageret, var min lejlighed blevet tømt i løbet af natten, siger Lasse Jørgensen til Århus Stiftstidende.

Iført slåbrok og bare fødder får han slået kloen i gerningsmanden. En anden beboer får slået alarm til politiet, men her meldingen, at de ikke kan sende en patruljebil lige nu.

Smider gerningsmand i bagagerummet

Det får Lasse Jørgensen til at handle. Han får vredet armen rundt på manden, tog ham med ned i parkeringskælderen og smed ham i bagagerummet på bilen – en VW Touran.

Herefter kørte Lasse Jørgensen til politistationen i Aarhus og afleverede tyven. Han måtte dog vente 5-10 minutter inden det blev hans tur.

Lasse Jørgensen er ikke imponeret over politiets håndtering af sagen – eller måske nærmere mangel på samme:

– Der var ingenting, jeg hellere ville, end have afleveret ham til en politipatrulje, for det kan ikke være rigtigt, at jeg skal smide manden i bagagerummet. Det er måske ikke engang lovligt. Men jeg følte, at jeg blev nødt til at foretage en civil anholdelse, slutter Lasse Jørgensen.

Reglerne for politiets anholdelser og civil anholdelse

§ 755. Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre.

Reglerne for civile anholdelser fremgår af stk. 2:

Stk. 2. Samme beføjelser har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.

For anholdelser gælder et proportionalitetsprincip:

Stk. 4. Anholdelse må ikke foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Formålet med muligheden for en civil anholdelse er primært, at det skal være muligt for private personer at foretage en retshåndhævelse i tilfælde af, at politiet ikke har denne mulighed.

Kilde: Wikipedia.

Powered by Labrador CMS