Indædt kamp om billig bilstrøm

Politikere er åbne for billig bilstrøm i hjemmet, men det er ikke øverst på dagsordenen

Det skal være billigt at lade bilen op hjemme, uanset hvilken udbyder, man har, eller man selv ejer laderen. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Mens forhandlingerne om elbilmarkedet så småt er gået i gang på Christiansborg, kæmper forskellige interessenter på bilmarkedet i princippet for det samme: Billig bilstrøm.

Deres udgangspunkt er bare forskelligt.

Den såkaldte processtrøm giver en refusion på strømafgiften. Den refusion giver ladeoperatører som E.on og Clever videre til forbrugeren. Det betyder, at man kan lade sin bil op til stort set ingen strømafgift, så længe det foregår fra en operatørs stander.

Men står det til Eldrup-kommissionen, der for nyligt kom med sin længe ventede rapport om elbilmarkedet, skal denne afgiftsrefusion stoppe 1. januar 2022.

-Det vil være gift for elbilmarkedet, siger siger kommunikationschef hos Clever Henrik Skyggebjerg.

Det samme mener bilejernes medlemsforening, FDM, der selv er ladeoperatør, samt Dansk Elbil Alliance.

-Hvis man fjerner refusionsafgiften for forbrugerne, så skal elbilejerne have mulighed for at lade bilen op hjemme til lav afgift, hvis de køber en ladeboks, siger forbrugerøkonom hos FDM Ilyas Dogru.

Gør som el til varme

FDM og Dansk Elbil Alliance har sendt et brev til Folketingets skatteudvalg, hvor de foreslår, at el til transport bør beskattes som el til varme. El til varme beskattes i dag lavere end det almindelige elforbrug for at tilskynde, at olie- og gasfyr erstattes med eldrevne varmepumper.

En idé ladeoperatøren Clever støtter op om, selvom den altså potentielt betyder, at elbilejere kan vælge at gå helt udenom eksempelvis Clever selv.

-Det handler om, at forbrugerne skal have en god grund til at installere en intelligent, online ladeboks i boligen, fordi hjemmeopladningen er og bliver rygraden i infrastrukturen til elbilen. En uintelligent lader går jo bare i gang uden at tage hensyn til vores elnet og hvor meget vedvarende energi, der er. Og så skal vi til at bruge unødige milliarder på at forstærke elnettet, siger Henrik Skyggebjerg fra Clever..

Brancheorganisationen for blandt andet de danske tankstationer, Drivkraft Danmark, har heller ikke noget imod, at refusionen af processtrøm fjernes, men er omvendt med på så lav en afgift som muligt på bilstrøm leveret i hjemmet.

-Vi har ikke noget imod, at den er lav, bare den er ens. Det skal være den samme elafgift, der betales i husstandens garager uanset, hvem der udbyder ladeboksen, eller om man selv ejer og driver den. Sådan er det ikke i dag. Vi er tilhængere af, at politikerne fjerner den nuværende forskelsbehandling på markedet, siger analysechef Allan Skytte Christensen.

P0sitive politikere, men…

Newsbreak.dk har kontaktet ordførerne for Folketingets syv største partier inden for dette område.

Dem, der har svaret på vores henvendelse, er overvejende positive over for tankerne om billig bilstrøm fra hjemmet.

-Det ville jo åbenlyst gøre det mere attraktivt at eje en elbil. Så når vi skruer en samlet pakke sammen, kunne dette tiltag være noget, der virkelig kunne batte. Men det er en stor forhandling, så præcis hvordan vi gør elbilejerskabet så billigt som muligt, må vi se an. Hovedargumentet er hvordan får vi lavet et system, så vi får fleste mulige grønne biler ud på vejene. Så må vi se, hvordan dette kan passe ind i det, siger De Radikales klima- og energiordfører Ruben Kidde.

Morten Messerschmidt fra DF kan også godt lidt tanken, men første punkt i forhandlingerne er det langt fra:

-Det kan godt være, man kunne gøre det billigere at bruge, men dyrere at erhverve elbilerne. Så jeg vil ikke afvise tanken, men vi er nødt til at regne på effekten, og det er ikke et forslag, vi har på dagsordenen, udtaler Dansk Folkepartis nye næstformand og ordfører på området.

Nogenlunde samme tone lyder det fra Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested:

-Hvis det kunne drive salget af elbiler frem, så lyder det udmærket. Det kunne sagtens være et middel, men det er ikke noget, der er på bordet, må jeg indrømme.

Socialdemokraterne venter på den næste Eldrup-rapport og har sendt dette skriftlige svar:

-Vi sidder på nuværende tidspunkt og forhandler om at få flere elbiler på de danske veje. Vi ser ind i en fremtid, hvor vi skal have mange flere grønne biler. Det kræver også, at vores ladeinfrastruktur kan understøtte det mål. Eldrup-kommissionen arbejder på nuværende tidspunkt på sin næste delrapport, som skal se på infrastrukturen, herunder ordningen med afgiftsrefusion på processtrøm. Vi ser frem til at modtage resultaterne til december og drømte dem med Folketingets partier, skriver klimaordfører Anne Paulin.

De Konservatives ordfører Orla Sønderby ønsker ikke at udtale sig, så længe forhandlingerne står på. SF’s og Venstres ordførere på området er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Powered by Labrador CMS