Incest-frifundet får ikke ekstra erstatning
Vestre Landsret giver anklagemyndigheden ret i, at 49-årig mand ikke har krav på yderligere erstatning
138.000 kroner er tilstrækkelig kompensation til en jysk mand, der blev frifundet i en incestsag.
Det fastslår Vestre Landsret tirsdag i en dom, hvor dommerne afviser, at den 49-årige har krav på yderligere erstatning.
I 2009 sad manden varetægtsfængslet i nogle måneder, da han var blevet sigtet for seksuelle krænkelser.
Det endte med, at landsretten frifandt ham for anklagen, og derefter rejste hans advokat krav om en erstatning på i alt 746.000 kroner.
Men først har byretten i Holstebro og nu også landsretten afvist at lægge yderligere beløb oven i det, som han allerede er blevet tilkendt af anklagemyndigheden.
Samtidig med nederlaget er han tirsdag dømt til at betale udgiften til advokat ved by- og landsret.
I Jyllands-Posten har mandens advokat tidligere i år kritiseret myndighederne for at svigte de frifundne.
Advokat Bjarne Vium sagde blandt andet:
– Det er inkonsekvent, at samfundet står til rådighed for folk, som er blevet dømt og skal hjælpes tilbage til et normalt liv uden for fængslet, men hvis man bliver frifundet efter en varetægtsfængsling, er der ikke en sjæl, der hjælper.
/ritzau/