IMF afviser at udbetale penge til Grækenland

Foto: SAKIS MITROLIDIS/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Lande, der ikke betaler afdrag til IMF, kan ikke få nye udbetalinger, meddeler valutafonden Grækenland.

Chefen for Den Internationale Valutafond (IMF) har mandag meddelt Grækenland, at fonden ikke kan udbetale penge til landet, så længe grækerne ikke har betalt det aftalte afdrag på lånet til de internationale kreditorer.

Meddelelsen kom fra IMF-chef Christine Lagarde mandag i en telefonsamtale med Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, oplyser en unavngiven repræsentant for IMF til Reuters.

Grækenland skulle have betalt et afdrag på 1,6 milliarder euro til IMF i sidste uge, men bad om udsættelse. IMF har endnu ikke taget stilling til forespørgslen.

Hvis IMF ikke bevilger en udsættelse til grækerne, vil lånet blive betragtet som misligholdt, og dermed kan IMF ifølge sine egne regler ikke udbetale flere penge.

Tidligere på dagen sagde Christine Lagarde ellers ifølge IMF, at valutafonden om nødvendigt er klar til at hjælpe Grækenland, også efter at et stort flertal af vælgere stemte nej ved søndagens folkeafstemning.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS