Ikke slut endnu: Nye mæslinge-tilfælde
To personer er for nyligt blevet smittet med mæslinger i Danmark.
Efter en rum tid uden nye tilfælde, er to personer for nyligt blevet smittet med mæslinger i Danmark.
Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse. De to er henholdsvis en kvinde fra Rusland, der var turist i Danmark, og en yngre mand fra hovedstadsområdet.
Den russiske kvinde fløj til København fra Moskva med Aeroflot SU 2658. Flyet lande i Kastrup den 28. april klokken 12.05.
Hvis man har været ombord på den pågældende flyvning, kan man have været udsat for smitte, advarer instituttet.
Man bør derfor, hvis man ikke har haft sygdommen eller er vaccineret, være opmærksom på, om man udviser symptomer.
Hvis man får sådanne symptomer, skal man kontakte sin læge eller vagtlægen telefonisk. Det er vigtigt, at man ikke møder op hos lægen uanmeldt, da mæslinger er meget smitsomt.
Læger skal være ekstra opmærksomme
Den unge mand fra hovedstadsområdet fik konstateret sygdommen den 29. april.
Modsat de fleste andre smittede har han ikke været ude at rejse. Det vurderes dog, at der er tale om samme type mæslinger som i de andre tilfælde.
Det fortæller afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut:
”Typning af det pågældende mæslingevirus har vist, at det også drejer sig om type D8, og at undertypen med stor sandsynlighed er identisk med både det andet nye tilfælde og med de andre D8 mæslingevirus, som er påvist tidligere i år. Han er smittet i Danmark, men vi kender ikke smittekilden”, siger Peter Henrik Andersen videre.
Læger bør aktuelt være ekstra opmærksomme på patienter med symptomer på mæslinger.