Ikke set værre siden 2014
Det er normalt, at antallet af boligsalg falder i april. Men økonom finder alligevel udvikling markant
Der var væsentligt mindre gang i boligsalget i april end i marts.
Det viser tal fra Boligsiden, som er offentliggjort onsdag.
Således blev der solgt 6045 boliger i april, og det er 13 procent under niveauet i marts. At salget er lavere i april end marts, er et mønster, som også tidligere er set.
Ikke alarmerende
Derfor mener boligøkonom hos interesseorganisationen DI Sebastian Kaldahl ikke, at der er tale om en "alarmerende" udvikling.
Men han finder det alligevel opsigtsvækkende, for aprilsalget for alle boligtyper er på det laveste niveau siden 2014.
- Vi står i et dyrt boligmarked, hvor mere end en fordobling af boligrenterne gør det mindre attraktivt at købe bolig. Det afspejler sig i en lavere handelsaktivitet, som ikke har været lavere for en april måned siden 2014, siger Sebastian Kaldahl.
Salget kommer sig
Hvorvidt udviklingen fra april vil fortsætte, er noget, som splitter økonomer.
Boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden Birgit Daetz peger på, at salget meget vel kommer sig i den næste måned.
Hun forklarer, at påsken, som faldt i april i år, typisk fører en del åbent hus-arrangementer og sælgere med sig.
Ikke ved første fremvisning
- Men nu hvor vi har nået et mere normalt tempo på boligmarkedet, er det de færreste, der køber en bolig efter første fremvisning, og derfor kan resultatet af påskens fremvisninger meget vel først vise sig i maj, siger hun i en pressemeddelelse.
Ser man kun på hussalget, blev der solgt 3594 huse i april. Det er 16 procent færre end i marts.
Korrigerer man for det typiske fald fra april til marts, er der ifølge Nykredits boligøkonom Mira Lie Nielsen tale om et fald på 0,7 procent.
En enlig svale
- Når vi selv efter sæsonkorrektion ser et lille fald i hussalget, så kan det være et tegn på, at vi lige har været igennem fem måneder med uafbrudt og markant fremgang i hussalget, hvor et opsparet købsbehov er blevet forløst, siger hun i en kommentar.
Hun regner med, at april er en "enlig svale".