Ikke helt sky: Nyt familiefoto
Med bare fødder i en frodig have er prins Harry, sønnen Archie og gravide hertuginde Meghan foreviget
Et eksplosivt Oprah Winfrey-interview med prins Harry og hertuginde Meghan har sendt chokbølger, siden det blev sendt på tv-stationen CBS natten til mandag dansk tid.
Parret har længe haft et anstrengt forhold til de britiske tabloidmedier.
Men i interviewet langede parret også kraftigt ud efter egne rækker.
Ifølge hertuginde Meghans blev hendes råb om hjælp og bekymring for sit mentale helbred afvist af hoffet af frygt for imaget. Og ifølge parret har familiemedlemmer udtrykt bekymring om hudfarven på parrets baby, da de ventede sønnen Archie.
Det er dog ikke kun interviewet, der er kommet ud fra parret.
Via fotografen Misan Harriman, som sidste måned forevigede det foto, hvor prins Harry og hertuginde Meghan afslørede, at de ventede endnu et barn, har parret offentliggjort endnu et foto.
Her ses hertuginde Meghan omfavne parrets 21 måneder gamle søn, Archie, som hviler over hendes gravide mave, mens prins Harry holder om hende.
– Hvilken vidunderlig nyhed at dele på Kvindernes Internationale Kampdag, skriver Misan Harriman til billedet.
Under det eksplosive interview afslørede prins Harry og hertuginde Meghan, at de venter en lille pige.
– Jeg er så taknemlig, uanset hvad det bliver. Men at få både en pige og en dreng – hvad mere kan man ønske sig. Nu har vi fuldendt familien – os fire og vores to hunde, jublede prins Harry i interviewet.
Fødslen er sat til i løbet af denne sommer.
Sidste sommer var hertuginde Meghan også gravid, men hun blev ramt af en spontan abort, skrev hun senere i en kronik bragt i New York Times.