Ikea advarer: Har solgt farlig lampe
Ikea kalder 75.000 lamper tilbage i Danmark.
Lamper, der pludselig falder ned fra loftet, er nok noget, de færreste har lyst til at have hængende i deres hjem. Derfor kalder Ikea nu 75.000 loftslamper tilbage.
Der er nemlig anmeldt flere tilfælde, hvor lampeskærmen pludselig er faldet ned, oplyser Ikea i en pressemeddelelse.
Rikke Andersen, der er kommunikationsmedarbejder hos Ikea, oplyser til Newsbreak.dk, at man på globalt plan har fået 101 rapporter om, at glasskærmen er gået i stykker og faldet på gulvet. Ved tre af tilfældene var personer kommet til skade, så de måtte sys.
Det er tale om en loftslampe af modellen Calypso. Tilbagetrækningen omfatter alle Calypso-lamper, der er produceret i perioden fra 2016 uge 25 til 2017 uge 44. De har datostempler med tal fra 1625 til 1744.
Hvis du har en Calypso-lampe hængende, bør du tjekke datomærket.
– Sikkerhed har altid høj prioritet i Ikea. Vi beder derfor alle kunder, der har købt en Calypso-lampe om at kontrollere datostemplet på produktet, skriver Ikea.
Man kan finde datostemplet på pladen mellem fatningerne under glasskærmen. Hvis man har en af de omfattede lamper, bør man straks tage skærmen af den.
Årsagen til problemet er ifølge Rikke Andersen en ændring i armen, der holder lampeskærmen.
– Denne ændring er foretaget af leverandøren, og medførte et større pres på glasset, der kunne få skærmen til at revne, gå i stykker og falde ned fra beslaget. Det gør, at produktet ikke lever op til Ikeas forventninger til produktsikkerhed og kvalitet, skriver Rikke Andersen til Newsbreak.dk.
Ikea beklager fejlen, lyder det i pressemeddelelsen.
– Selvom sandsynligheden for at det sker er lille, er risikoen nok til, at Ikea tilbagekalder produktet. Kundernes sikkerhed har førsteprioritet i Ikea, og derfor har vi valgt at tilbagekalde dette parti som en forebyggende foranstaltning, udtaler Emilie Knoester, der er Business Area Manager hos Ikea, i pressemeddelelsen.