Ida Auken efterlyser ægtepar efter voldsom faldulykke
Politikeren Ida Auken (R) var i weekenden involveret i en voldsom ulykke i Dubai, og hun efterlyser nu det danske ægtepar, som blev bragt på hospitalet
Tidligere minister for SF og nuværende folketingsmedlem for Radikale Venstre Ida Auken efterlyser i et opslag på sin Facebook-profil et dansk ægtepar, som hun i weekenden hjalp, da de kom galt afsted på en rulletrappe i Dubai.
– Jeg har brug for jeres hjælp. Igår klokken 02.15 ankom jeg til Dubai med et Norwegian fly. På vej ud af gaten skete der en voldsom ulykke. Et ældre dansk ægtepar faldt på rulletrappen lige foran mig. Manden slog sit hoved meget voldsomt og blødte. Kvinden faldt og slog sin ryg, skrev Ida Auken søndag aften.
Oplevelsen var voldsom for Ida Auken, og derfor vil hun gerne vide, hvad der er sket med ægteparret.
– Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde dem fra at falde hele vejen ned, mens rulletrappen kørte videre. Jeg blev hos dem indtil ambulancefolkene kom, men fik ikke deres navne. Jeg har tænkt på dem lige siden. Hvordan har de det? Har de brug for at tale om chokket? Kan jeg gøre noget for dem?, skriver hun i sit Facebook-opslag.
Ida Auken ved ikke andet om ægteparret, end at de skulle besøge deres datter og svigersøn i Abu Dhabi.
Facebook-opslaget er i skrivende stund blevet delt 77o gange.