Ibrahimovic er tvivlsom for Sverige til vigtig EM-kamp
Paris Saint-Germain-spilleren trænede med mandag, men det er usikkert, om han kommer med mod Østrig.
Hele den fodboldinteresserede del af Sverige har holdt vejret, siden superstjernen Zlatan Ibrahimovic lørdag aften blev skadet og måtte udgå i EM-kvalifikationskampen mod Rusland.
0-1-nederlaget i Moskva betyder, at Sverige muligvis skal vinde tirsdagens kamp hjemme over topholdet Østrig for at sikre en af de to øverste pladser i gruppe G.
Sveriges landstræner, Erik Hamrén, ved endnu ikke, om Zlatan Ibrahimovic bliver klar til kampen mod østrigerne.
– Han var med til træningen i dag, men da vi lavede spiltræning, var det som joker. Vi må se, siger landstræneren til Aftonbladets hjemmeside.
– Det virkede positivt efter træningen, men vi må se, hvordan han har det i morgen.
– Vi træffer beslutningen i morgen om, hvorvidt han spiller overhovedet, og om han starter inde eller er på bænken, siger Erik Hamrén.
Sverige ligger nummer to i gruppe G med 12 point for syv kampe, et point mere end Rusland.
Østrig fører gruppen suverænt med 19 point og er sikker på EM-deltagelse med uafgjort mod Sverige i Stockholm.
De to bedste hold i gruppen kommer direkte med til EM i Frankrig, mens den bedste treer fra de ni EM-kvalifikationsgrupper også får en EM-billet.
De øvrige otte gruppetreere skal spille playoff-kampe om i alt fire pladser ved EM.
/ritzau/