I stor fyringsrunde

Siden i sommer har selskabet Danish Air Transport fyret flere hundrede medarbejdere

Arkivfoto
Arkivfoto
Offentliggjort Sidst opdateret

Flyselskabet Danish Air Transport har mandag gennemført en fyringsrunde i Danmark, som betyder, at 39 medarbejdere er blevet fyret i Danmark.

Det skriver JydskeVestkysten og TV Syd.

Administrerende direktør Jesper Rungholm siger til TV Syd, at selskabet vil være på forkant med at komme igennem krisetider.

- Det vil være fantastisk, hvis vi tager fejl. Hvis vi har ret, kan vi overleve, men det ville være rigtig svært, hvis vi ventede til problemerne kom, siger han.

Afskedigede flere hundrede

Fyringsrunden kommer oven i, at selskabet siden i sommer har afskediget flere hundrede ansatte i Litauen.

Ifølge Danish Air Transports hjemmeside har selskabet omkring 600 ansatte.

DANISH AIR TRANSPORT, DAT

DAT er et dansk flyselskab grundlagt i 1989 af Kirsten og Jesper Rungholm.

DAT, tidligere kendt som Danish Air Transport, startede som et fragtfly, der opererede med et enkelt tomotors fly, der fløj med alt fra post og pakker til væddeløbsheste.

I dag transporterer DAT tæt på en million passagerer hvert år i en flåde af ATR- og Airbus A320-fly. 

DAT driver regionale ruter i Danmark, Norge, Italien og Tyskland.

Udover de planlagte ruter, som kan bookes på dat.dk, tilbyder DAT også ad hoc charterydelser.

De over 600 medarbejdere kommer fra 20 forskellige lande.

Kilde: DAT
Powered by Labrador CMS