I skoven eller i hjemmet – par giftes overalt

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Par der vil gifte sig uden for kirkens rum, bliver nødt til at finde et alter-alternativ, hvis vejret svigter.

Nær vandet, grønne parker eller hjemme i egen have er blandt de populære steder at blive gift, siden det i maj 2013 blev muligt at gifte sig uden for kirkens rum – en mulighed, som landets biskopper nu vil gøre permanent.

Men kirkegulvet kan også erstattes af andet end sand eller græs. Det fortæller biskop i Aalborg Stift, Henning Toft Bro.

– Det mest spektakulære, jeg har hørt, har været på Aalborg Stadion. Det var ikke i forbindelse med en fodboldkamp, for det skulle ikke være et cirkus. Brylluppet foregik under helt trygge og fine rammer. Der var ikke presse til stede eller noget som helst.

– Jeg har set et billede, hvor præsten står oppe på tribunen. Det var en meget stærk oplevelse for præsten, har hun skrevet til mig. Det unge par var meget glade, for de havde et helt specielt forhold til det stadion, siger biskoppen til Ritzau.

Provst Jørgen Christensen er sognepræst i Helsingør Stift, og han har to gange viet par uden for kirken. Det ene af gangene gik alt dog ikke helt som ønsket.

– Der var en meget kraftig blæst, og ifølge vejrudsigten kunne det regne hvert øjeblik, det skulle være. Så brylluppet blev flyttet fra Slotshaven og hjem i baghaven, hvor de alligevel skulle holde reception.

– Når jeg aftaler en vielse med et brudepar, så siger jeg altid, vi er nødt til at have en plan b. På film og i Californien skinner solen altid, men det kan man ikke regne med i Danmark, siger Jørgen Christensen.

Sognepræsten tror også, at muligheden for at vælge et andet sted end en kirke gav parrene lyst til at blive kirkeligt viet frem for et alternativ på rådhuset.

Biskop Henning Toft Bro synes godt om, at kirken tilbyder muligheden, selv om han selv foretrækker en vielse i kirken.

– Personligt synes jeg, at en vielse skal foregå i kirken. Men vi er en tid, hvor mange ting forandrer sig meget hurtigt. Jeg synes, at præsterne er garant for, at det ikke bliver et cirkus, så vielserne foregår under ordentlige rammer, siger biskoppen.

I alt har 654 par frem til oktober i år benyttet sig af muligheden for at blive gift uden for kirkens rum.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS