I nat afgøres det: Morten Andersen håber på plads i Hall of Fame
Det tager kun 90 dage at lave den, men en lang og glorværdig karriere at gøre sig fortjent til den – jakken, der markerer indlemmelsen i Pro Football Hall of Fame og er et af amerikansk sports største hædersbevisninger sammen med den bronzebuste, der følger med optagelsen.
Der findes kun 287 skræddersyede eksemplarer af jakken. Den er hånddyppet i en guldfarve, som er eksklusiv for producenten, og de specialfremstillede knapper, det ikoniske emblem på venstre bryst med påskriften ’Hall of Fame enshrinee og mærket i nakken med ejerens navn og årstallet for indlemmelsen er syet på i hånden. Ingen andre end ejerne må fotograferes i jakken, der ikke kan erhverves for penge. Kun via blod, sved og tårer – og et ekstraordinært talent.
Når NFLs årlige prisuddeling finder sted natten til søndag, afsløres det, om en dansker er en af de næste til at modtage amerikansk fodbolds højeste, individuelle ære. For andet år i træk er den tidligere kicker Morten Andersen blandt de denne gang 18 finalister, som er med i opløbet om at kunne iføre sig jakken ved den årlige ceremoni i Canton, Ohio, første weekend i august.
I 1977 drog Morten Andersen som knægt fra Struer tværs over Atlanten som udvekslingsstudent og skabte sig nærmest ved et tilfælde en karriere som kicker i NFL. En karriere, som strakte sig over 25 sæsoner og gav ham legendestatus med rekorderne for flest kampe og flest point nogensinde. Nu står han på tærsklen til evigt liv i footballs helligste haller.
»Det vil være en kulmination på en lang karriere og utroligt specielt og unikt. Og dejligt,« siger 54-årige Morten Andersen under et lynvisit i København.
»Det vil betyde meget for mig. Man bliver jo udødeliggjort for pokker,« tilføjer han.
For at komme i betragtning til Hall of Fame skal man som spiller have været pensioneret i fem år. Nedtællingen til udødelighed begyndte derfor, da Morten Andersen gik fra banen for sidste gang i NFL i december 2007.
Det var ellers meningen, at han ville forsøge at spille sig til en kontrakt mere, så han kunne få rekorden som den ældste spiller nogensinde i NFL i en alder af 48 år. Allerede i foråret 2008 indså han dog, at det var slut. Alderen og småskaderne havde indhentet ham.
»Jeg kunne simpelthen ikke sparke til en bold længere,« husker Morten Andersen, der stadig døjer med to dårlige knæ og en venstre hofteskål, som er slidt af alle sparkene.
Udadtil lod han dog, som om han stadig var klar, hvis et hold skulle få brug for en kicker.
»Det havde været pinligt, hvis jeg havde spillet en sæson mere. Gudskelov var der ikke nogen hold, der ringede,« siger Morten Andersen, der officielt indstillede karrieren i december 2008.
I det første halvandet år efter karrierestoppet var det svært for Morten Andersen at vænne sig til et liv uden den daglige træning og adrenalinkicket fra et vellykket field goal om søndagen. Der opstod et tomrum, og kedsomheden gik ud over humøret.
»Det sværeste var manglen på struktur i hverdagen. Selv om jeg elsker golf, er der grænser for, hvor mange runder man kan gå. Jeg fik et ultimatum af min kone: ’Hvis ikke du får hjælp, så går jeg’. Så jeg fik hjælp,« fortæller han.
En håndfuld samtaler med en psykolog hjalp ham videre, og i dag har Morten Andersen travlt med et hav af projekter. Fra hjemmet i Buford lidt uden for Atlanta driver han en virksomhed, der hjælper danske iværksættere ind på det amerikanske marked, og så samler han sammen med konen, Jennifer, penge ind til unge og krigsveteraner.
Helt kappet forbindelsen til NFL har han dog ikke, for han arbejder også som træner for andre kickere – heriblandt Steven Hauschka fra Seattle Seahawks, der natten til mandag spiller Super Bowl mod New England Patriots.
»Det er vigtigt for mig stadig at have en navlestreng til ligaen,« indrømmer Morten Andersen, der også ser så mange NFL-kampe på tv, han kan komme til – primært med New Orleans Saints og Atlanta Falcons, de to klubber han tilbragte hovedparten af sin karriere i.
»Jeg ser alle kampe om søndagen. De kører på tre skærme: Saints på den ene, Falcons på den anden og NFL Redzone (et program på NFL Network, der viser alle scoringer fra alle kampe, red.) på den tredje, mens jeg drikker en øl og spiller pool med mine drenge.«
Den ældste af drengene, Sebastian på 15 år, har allerede ytret ønske om at gå i sin fars fodspor og spille amerikansk fodbold. Dog ikke som kicker.
»Han sagde: ’Far, jeg vil gerne spille en ’rigtig position’. Den sved,« klukker Morten Andersen.
Sebastian er ikke den eneste, der synes, at specialister ikke er ’rigtige football-spillere. De 46 journalister i den udvælgelseskomité, der bestemmer, hvem der slipper igennem nåleøjet til Hall of Fame, kritiseres for at have samme holdning.
I hvert fald har det historisk set været op ad bakke for specialister at nå hele vejen til Canton. Norske Jan Stenerud er den eneste kicker, der er blevet optaget i Hall of Fame, og først sidste år fik en punter i skikkelse af Ray Guy plads i det fine selskab. 28 år efter han stoppede.
Så længe håber NFLs pointkonge ikke, han skal vente. Med indlemmelsen af Ray Guy ser den danske kicker da også en opblødning på vej i forhold til at få flere specialister udødeliggjort:
»Positionen bliver mere og mere relevant, efterhånden som angrebene scorer flere point, og kickerne sparker flere field goals. En tredjedel af alle point, der bliver scoret af et hold, laves af sparkerne, så det er umuligt at sige, at positionen ikke er relevant. At Ray Guy kom ind sidste år, selv om han spiller en forsvarsposition som punter, giver også et vink om, at folk er ved at anerkende, at specialister er vigtige. Det, håber jeg selvfølgelig, fortsætter.«
Det giver udvælgelseskomiteen svaret på natten til søndag, når den afslører dette års nye medlemmer af Hall of Fame. Traditionen tro mødes de 46 medlemmer af komiteen dagen før Super Bowl et sted i værtsbyen, hvor der holdes oplæg om hver finalist. Derefter finder de efter timelange diskussioner frem til fem finalister, der skal modtage mindst 80 procent ja-stemmer for at blive valgt ind. Før det er sket, får ingen lov til at forlade rummet.
»Det er, som når en ny pave skal vælges. Så sidder man der og venter på den hvide røg. De 46 mand kommer jo kun ud af rummet, når de skal tisse,« griner Morten Andersen.
Selv om mange iagttagere tvivler på, at Morten Andersen bliver valgt ind i denne omgang, bør hans optagelse være en formalitet, mener han selv. Hans statistikker og de mange rekorder, han er indehaver af, taler deres tydelige sprog. Spørgsmålet er bare, om komitémedlemmerne synes, det er nok til at give ham den eftertragtede jakke.
»Hvis det er det i deres øjne, er der en 46 large i guld, der venter,« siger han med et smil.