I morgen afsiges dom i Breiviks klagesag

Breivik har ifølge statens advokat brugt retssagen i Skien-fængslet til at forsvare en ekstrem ideologi.

I morgen afsiges der dom i Anders Behring Breiviks klage. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver onsdag afsagt dom i sagen om fængselsforholdene for massemorderen Anders Behring Breivik, meddeler byretten i Oslo.

Breivik, som er dømt 21 års forvaring for drab på 77 mennesker i 2011, har sagsøgt staten for krænkelse af sine menneskerettigheder under afsoningen.

Breivik har blandt andet klaget over, at han er isoleret i fængslet, hvilket skal være i strid med hans rettigheder. Hans advokat har sagt, at hvis han vinder sagen, vil han ikke kræve økonomisk erstatning.

Adele Matheson Mestad, som er statens advokat, sagde under retssagen, at Breivik havde brugt retssagen til at snakke højreideologi.

Bevægelsesfriheden på afdelingen, hvor Breivik sidder som eneste indsat, er meget begrænset og muligheden for menneskelig kontakt er lille.

Ingen tegn på isolationsskader

Men ifølge en fængselslæge i Skien Bjørn Draugedalen er der ikke blevet observeret tegn på isolationsskader hos Breivik, mens han har siddet i Skien Fængsel.

– Det kan vi ikke se, bortset fra, at han har villet gå ned i vægt den sidste tid, og han har også været bevidst om, hvad slags diæt, han er på. Det ser vi ikke som en psykisk sygdom, men som et projekt for at gå ned i vægt, sagde han under retssagen.

Breivik har ifølge statens advokat brugt retssagen i Skien-fængslet i Norge til at forsvare en ekstrem højreorienteret ideologi. Han har blandt andet brugt nazihilsen.

/ritzau/NTB

Powered by Labrador CMS