I byen med svigermor
Lasse Sjørslev har travlt med at istandsætte sommerhus til feriestart om to uger
Lasse Sjørslev havde en ny dame under armen, da han ankom på løberen til Fodboldfondens velgørenhedsgalla søndag aften.
Det var såmænd svigermor Tine Høgh, han havde fået æren af at følges med, da hustruen Josefine Høgh, 33, fungerede som konferencier på scenen sammen med Anders Breinholt ved begivenheden i Tivoli Congress Center.
- Hyggeligt med svigermor
- Det er hyggeligt med svigermor som ledsager samt svoger og svigerinde, og jeg er her primært for at supporte Josephine, sagde den 49-årige tv-vært, der netop har overtaget et sommerhus sammen med familien i nordsjællandske Dronningmølle.
Sætter sommerhus i stand
Og det er han i fuld gang med at sætte i stand.
- Vi har travlt, fordi det skal stå klar til sommerferien, og vi skal bare være hjemme i år, lød det videre.
- Så jeg tæller ned til sommerferien, der starter om et par uger, sagde han, der sidste år havde 12 ugers barselsorlov med parrets fælles datter, Molly på halvandet år.