I 2019 kan disse hverdagsting blive ulovlige
Forbud mod engangsplastik er ambitiøst tiltag, som Danmark støtter, siger miljøminister Jakob Ellemann-Jensen.
EU’s nye plastikdirektiv er færdigforhandlet mellem medlemslandene, EU-Parlamentet og EU-Kommissionen.
Det nye direktiv betyder, at der snart bliver forbud mod at sælge tallerkener, bestik, sugerør og vatpinde af engangsplastik.
– Der er virkelig tale om et ambitiøst tiltag, og fra dansk side bakker vi op om direktivet, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse.
– For få uger siden præsenterede jeg regeringens plastikhandlingsplan, og det nye direktiv er et kæmpe skridt i opgøret med overflødig plastik.
– Vi må skubbe på udviklingen af produkter af mere miljøvenlige materialer, siger han.
Skal gavne klimaet
Plastikdirektivet skal være med til at begrænse de store mængder plastikaffald, der ender på strande i Europa og på verdenshavene.
Forbuddet mod engangsbestik, tallerkener, vatpinde og sugerør af plastik skal medføre, at mængden af plastikaffaldsgenstande på europæiske strande reduceres med 17 procent.
Aftalen glæder også den danske EU-parlamentariker Margrete Auken (SF), som har arbejdet for at få direktivet igennem.
– Det er på tide, at vi ser alvoren i øjnene og gør op med vores enorme forbrug af engangsplastik. Derfor er jeg lettet over den aftale, vi står med i dag.
– Vi må og skal mindske vores forbrug, så vi ikke fortsætter med at brødføde de kæmpe plastiksupper i havene og kvæle dyr med vores brug-og-smid-væk kultur, siger hun.
Producenter får hård regning
EU-direktivet stiller også krav om, at producenter af for eksempel cigaretfiltre, engangskopper og indpakningsposer skal tage ansvar for at indsamle og affaldsbehandle deres produkter.
Tobaksproducenter kommer til at betale regningen for de cigaretskod, som bliver smidt i det offentlige rum.
Forslaget om ændringer i reglerne blev fremlagt af EU-Kommissionen i foråret, og i oktober blev det med stort flertal stemt igennem i EU-Parlamentet.
Eftersom aftalen endnu ikke er præsenteret af formandskabet, udestår den endelige bekræftelse stadig, fremgår det af pressemeddelelsen. Blandt andet hvornår direktivet skal træde i kraft.
Det forventes formelt vedtaget til foråret.