Hylder Chris Anker
Familie, venner, kolleger og almindelige danskere fortæller i programmet "Hele Danmarks Chris Anker", hvorfor han var lige præcis dét
Den populære cykelrytter og -kommentator Chris Anker Sørensen døde i en tragisk ulykke den 18. september 2021.
Nu mindes TV 2 den kendte kommentator i programmet "Hele Danmarks Chris Anker".
I programmet fortæller hans familie, venner, kolleger og også helt almindelige danskere om deres forhold til Chris Anker Sørensen.
Det oplyser TV 2.
Chris Anker Sørensen døde i en alder af 37 år af sine kvæstelser, da han blev påkørt af en varevogn i Belgien, da han var på vej ud - på cykel - for at inspicere VM-ruten.
Han efterlod sig sin hustru og parrets to børn.
Efter Chris Anker Sørensens tragiske død har TV 2 måttet stille med et nyt værtshold til dækningen af Tour de France, oplyste tv-kanalen i maj.
- Der kommer ikke én person ind, som skal overtage Chris Ankers rolle. Chris var unik, sagde TV 2 Sports chefredaktør, John Jäger, dengang til tv2.dk.
- Men vi stiller med et hold, der - måske ad åre - samlet set kan gøre, at vi kan levere vores dækning på en ny og anderledes måde, som seerne vil blive glade for.
Fast makkerpar
I år bliver Rolf Sørensen og Dennis Ritter fast makkerpar i kommentatorboksen.
Undervejs får de selskab af den tidligere cykelrytter Lars Bak, sportsdirektør på Team coloQuick Christian Moberg, landstræner Anders Lund og Riwal-rytteren Emil Vinjebo.
Studiet bliver styret af værtstrioen Stine Bjerre Mortensen, Thomas Kristensen og Rasmus Staghøj.
"Hele Danmarks Chris Anker" sendes på TV 2 den 4. juli klokken 20.50.
Tour de France begynder med 1. etape fredag den 1. juli i København med en enkeltstart.