Hvornår skal man skifte til vinterdæk?
Skift til vinterdæk, før frosten rammer, og få tjekket motor samt batteri, når du nu er i gang.
Det er tid til at få vinterdæk på bilen, og selv om du ser solskin og tørre veje, når du kigger ud af vinduet, så bør du ikke vente med at få det gjort.
– På trods af milde vintre, kan der pludselig komme dage, som overrasker – og det skal man være rustet mod, siger Jørgen Jørgensen, der er seniortekniker i bilejernes interesseorganisation FDM.
Det er ikke et lovkrav at køre med vinterdæk i Danmark, men FDM anbefaler, at du har vinterdæk på om vinteren og sommerdæk på om sommeren. Skift i takt med vinter- og sommertid – også selv om frosten måske ikke har ramt vejene endnu.
– Hellere være en uge for tidlig på den, så man ikke står en mandag og skal have skiftet vinterdæk sammen med en masse andre, siger han.
Og det er ikke det eneste problem, du kan støde på, hvis du først tænker på vinterdæk, når den hårde frost lander.
– Det kan være næsten umuligt at få det gode dæk ved forhandleren, eller måske har de ikke tid til at skifte dem, siger Jørgen Jørgensen.
I galleriet ovenfor kan du se 10 tips til, hvad du skal holde øje med, når du skifter til vinterdæk på bilen.
Få vintertjekket bilen
Når du skal vurdere, om dine dæk kan holde en sæson mere, så forhør dig hos dækfirmaet. Du kan også selv tjekke, hvor meget slidmønster, der er tilbage på dækket – loven siger minimum 1,6 mm, mens FDM anbefaler minimum 3 mm.
Hvis du alligevel er forbi mekanikeren, kan du få dem til at tjekke, om motoren er frostsikker.
Det samme gælder batteriet – få styr på, om det kan holde til kulden, så du undgår at skulle ringe efter starthjælp, når den første frostmorgen melder sig.
– Hvis man i forvejen er inde og få vinterdæk på, så tjekker nogle værksteder batteriet uden beregning – men som god service, siger Jørgen Jørgensen.
Husk desuden selv at fylde frostsikret sprinklervæske på bilen, så du ikke risikerer, at sprinklervæsken fryser, og systemet frostsprænger.
Husk at måle lufttryk
Vil du have dine vinterdæk til at holde længere, så sørg for at måle lufttrykket på dine dæk en gang om måneden.
– Ved altid at have det optimale lufttryk, sikrer man dækkets arbejdsbetingelser, hvilket giver den bedste udnyttelse af dem, siger Volker Nitz, der er direktør i Dækbranchen Danmark og ansvarlig for Rådet for større Dæksikkerhed.
Derudover kan du forlænge levetiden på dine dæk ved at køre med de rigtige dæk på den rigtige årstid.
– Vinterdæk bliver mere slidte ved at køre om sommeren, og sommerdæk har ikke godt af at køre rundt om vinteren, så ud over trafiksikkerhed er der også økonomi i det, siger Volker Nitz.
Når dine sommer- eller vinterdæk ikke er i brug, så sørg for at få rengjort dem. Opbevar dem et køligt og mørkt sted, og læg dem ovenpå hinanden, da det også forlænger deres levetid.