Hvor lang tid er fængsel på livstid?

Peter Madsen er blevet idømt fængsel i livstid. I gennemsnit sidder livstidsdømte i fængsel 16-17 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om man idømmes en livsvarigt fængsel, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med fængsel resten af livet. En livstidsdom i Danmark er nemlig ikke ikke automatisk lige med fængsel til du dør.

Sådan lyder det fra Trine Baumbach, der er lektor i strafferet ved Københavns Universitet.

– Det betyder, at man har fået en lang tidsubestemt straf, og meget sjældent er det for resten af livet. Vi har ingen i nyere tid, som har siddet livet ud, siger hun.

Prøveløsladelse i forbindelse med livsvarigt fængsel

Trine Baumbach understreger, at hun ikke udtaler sig om konkrete sager, men kun om de generelle forhold for livstidsdømte.

– Reglerne er sådan, at man efter 12 års afsoning har muligheden for at søge om prøveløsladelse. Hvis det afvises, kan man prøve igen efter to år.

Det er fængselsmyndighederne, der her vurderer spørgsmålet. Det omfatter typisk fagfolk blandt fængselspersonalet og i nogle tilfælde en psykiater.

– Hvis også det afvises, kan man få sin sag indbragt for domstolene, og så er det domstolen og ikke Kriminalforsorgen, der vurderer, om det nu er ved at være tid til prøveløsladelse, siger Trine Baumbach.

Retslægerådet skal vurdere sagen

Før prøveløsladelse af en livstidsfange skal der indhentes en udtalelse fra Retslægerådet om personens farlighed.

På den baggrund ender nogle fanger med at tilbringe flere årtier bag tremmer.

To nuværende afsonere har således siddet i over 30 år. Det drejer sig om henholdsvis Naum Conevski, der i 1984 likviderede to unge mænd på Amager, og Seth Sethsen, der året efter begik rovmord på en taxichauffør i Albertslund.

I gennemsnit bliver livstidsdømte ifølge tal fra Kriminalforsorgen løsladt efter 16-17 års fængsel.

For personer, der afsoner livsvarigt fængsel, bliver man i udgangspunktet prøveløsladt, efter at to tredjedele af straffen er afsonet.

Livstid i Danmark

– Livstid i Danmark er Straffelovens strengeste straf og har været det siden 1930, hvor dødsstraf blev afskaffet.
– Dødsstraf har dog eksisteret i den militære straffelov frem til 1978.
– Ifølge Kriminalforsorgen afsoner livstidsdømte i gennemsnit mellem 15 års fængsel og 17 års fængsel.

Livstid i Danmark – hvor lang tid er det?

Efter 12 år får du mulighed for at søge prøveløsladelse. Får du afslag, så kan du søge igen efter to år.

Kendte danskere der fik livsvarigt fængsel

– Politimorderen Palle Sørensen blev i 1966 idømt fængsel på livstid for drabet på fire politibetjente på Amager, som han forsøger at flygte fra efter en indbrudsturné.Først i 1998 bliver han benådet 71 år gammel. Palle Sørensen døde den 1. februar 2018.

– Ubådsbyggeren Peter Madsen, afsoner lige nu fængsel på livstid for det brutale og planlagte drab på den svenske journalist Kim Wall om bord på ubåden UC3 Nautilus 10. august 2017.

Hvad er forskellen på 16 års fængsel og livsvarigt fængsel?

– Den længste tidsbestemte straf, der kan gives i Danmark er 16 års fængsel. Er du idømt 16 års fængsel, kommer du ud senest efter 16 års fængsel. Er du idømt livstid, så kan du reelt komme til at sidde i fængsel hele livet – med mindre du bliver benådet.

Formerne for livs-indespærring

Hvis en forbryder ikke er sindssyg eller på anden måde uegnet til straf, kan personen dømmes til indespærring på ubestemt tid på to forskellige måder.

LIVSTID:

* Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.

* I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.

* Tidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt. Det er Kriminalforsorgen, der træffer afgørelsen efter indstilling fra fængslet, hvor den dømte afsoner.

* Hvis Kriminalforsorgen skønner, at der er fare for ny kriminalitet, kan ansøgning om prøveløsladelse afvises. Dette kan afsoneren indbringe for retten efter 14 år.

* Før prøveløsladelse af en livstidsfange skal der indhentes en udtalelse fra Retslægerådet om personens farlighed.

* På den baggrund ender nogle fanger med at tilbringe flere årtier bag tremmer. To nuværende afsonere har således siddet i over 30 år.

* Det drejer sig om henholdsvis Naum Conevski, der i 1984 likviderede to unge mænd på Amager, og Seth Sethsen, der året efter begik rovmord på en taxichauffør i Albertslund.

* For øjeblikket afsoner 25 personer en livstidsdom i Danmark.

FORVARING:

* En dom til forvaring er ligesom livstid en frihedsberøvelse på ubestemt tid.

* Teknisk set er forvaring ikke en straf, men en foranstaltning, der skal beskytte samfundet mod meget farlige personer.

* Forvaring gives i tilfælde, hvor personernes forbrydelse ikke i sig selv er så grov, at eksempelvis fængsel på livstid er aktuel, men hvor risikoen ved at sætte en udløbsdato på straffen vurderes til at være for stor.

* Efter højst tre år skal en psykiater i fængslet vurdere, om der er grundlag for at iværksætte en løsladelse. Den vurdering skal foretages igen efter højst et år og så fremdeles. Afgørelsen ligger dog suverænt hos domstolene.

* I modsætning til en livstidsdom er der i teorien altså ingen nedre grænse for, hvor længe en forvaringsdømt skal sidde i fængsel.

* Den seneste opgørelse over forvaringsdømte viser, at de gennemsnitligt sidder 14 år og syv måneder i fængsel. Ligesom livstidsdomme kan afsoningstiden dog variere betragteligt.

* Sidste år oplyste Kriminalforsorgen, at den person, der havde siddet længst, på det tidspunkt havde tilbragt 21 og et halvt år i sin celle.

* For øjeblikket afsoner 67 personer en forvaringsdom.

Kilder: Ritzau, Straffeloven, Kriminalforsorgen, anklagemyndigheden og Anstalten ved Herstedvester.

Powered by Labrador CMS