Hviderusland: Ingen fredsaftale

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Nogen endelig fredsaftale bliver det næppe fredag, men måske kan en udveksling af fanger komme på tale.

Ukrainere og prorussiske oprørere kommer heller ikke til at mødes fredag i den hviderussiske hovedstad Minsk for at underskrive en endelig fredsaftale, siger en hviderussisk embedsmand.

Det eneste punkt, de stridende parter er kommet videre med, er udveksling af fanger, men heller ikke her er de enige. Den selvudråbte Folkerepublik Donetsk og de ukrainske myndigheder vil udveksle fanger på en 225 for 150-basis fredag aften.

– Fangerne vil blive udvekslet efter formlen 225 mennesker fra Donetsk for 150 ukrainere, siger Folkerepublikken Donetsks menneskerettighedskommissær Daria Morosova. Hun tilføjer:

– I overensstemmelse med vores liste vil Kijev kun udveksle 55 personer. Vi aner ikke, hvor resten af de 175 fanger befinder sig, siger hun ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

De øvrige punkter i fredsforhandlingerne kniber det også gevaldigt med at komme videre med.

– Der bliver ikke noget møde i kontaktgruppen i dag (fredag, red.), siger talsmand for Hvideruslands udenrigsministerium, Dmitri Mironsjik, ifølge lokale nyhedsbureauer.

Den såkaldte Trilaterale Kontaktgruppe for Ukraine omfatter også forhandlere fra Rusland og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

De stridende parter talte om en intens dag med indledende forhandlinger onsdag, da der ikke blev taget skridt i retning af en endelig fredsaftale.

Forhandlerne forlod Minsk, og separatistledere sagde torsdag, at drøftelserne fortsatte via Skype.

Ruslands udenrigsministeriums talsmand, Aleksandr Lukasjevitj sagde torsdag ifølge nyhedsbureauet dpa, at samtalerne ville fortsætte.

– Det vigtigste er, at dialogen fortsætter, og at der er basis for at formode, at den vil blive genoptaget meget snart, sagde Lukasjevitj.

Talsmanden for det hviderussiske ministerium, at Hviderusland altid var parat til at stille Minsk til rådighed som mødested for forhandlinger.

En højtstående ukrainsk kilde har tidligere sagt til nyhedsbureauet AFP, at der fortsat var mulighed for, at et møde i Minsk kunne holdes fredag, hvis der blev holdt flere indledende konsultationer.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS