Hver syvende kvinde får ingen børn

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Færre og færre af de danske kvinder skal bekymre sig om flyverdragter, madpakker og gymnastiktøj, for de får aldrig børn.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser ifølge DR Nyheder, at knap hver syvende kvinde – 13,2 procent – ikke har fået børn, når de runder 50 år. I 1996 var det omkring hver tiende kvinde – 9,6 procent.

Og det kan have konsekvenser for samfundet, vurderer Bo Sandemann Rasmussen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Jo færre børn, der bliver bragt til verden, jo færre er der til at forsørge de store ældreårgange, når de går på pension, og det kan give problemer for statskassen, vurderer han.

»Der bliver nogle år, hvor man får svært ved at få pengene til at hænge sammen, fordi indtægterne er små i forhold til udgifterne. Derfor har politikerne også gennemført reformer, der har som mål at sikre, at hver enkelt dansker er længere tid på arbejdsmarkedet. Det vil give mindre underskud hos staten,« siger Bo Sandemann Rasmussen til DR Nyheder.

Sigtet med regeringens reformer er blandt andet at få de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet, så de kan komme i job, og at få de ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at det er hver femte mand, 20,4 procent, der aldrig får børn.

Danmarks Statistik betoner over for DR Nyheder, at tallene fra 1996 og 2015 er opgjort forskelligt, men at de stadig er sammenlignelige.

Powered by Labrador CMS