Hver fjerde bruger ikke uddannelsen på jobbet
Hvor meget bruger du egentlig din uddannelse i dit daglige arbejde? Slet ikke, lyder svaret fra knap hver fjerde dansker.
I en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for a-kassen Ase, siger godt 23 procent af de adspurgte, at de »slet ikke« arbejder inden for det område, hvor de er uddannet.
»Danskerne er gode til at bruge deres kompetencer til at skabe værdi på andre områder end de helt fagspecifikke. Det er noget af det, der gør lønmodtagerne interessante for arbejdsgivere på tværs af brancher,« siger Karsten Mølgaard Jensen, der er direktør i Ase.
Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, begrunder uddannelsens manglende betydning med det, som han kalder »mental mobilitet«.
»Vi har faktisk den højeste mobilitet på arbejdsmarkedet i Europa. Man er som lønmodtager hele tiden på udkig efter noget bedre og nogle jobs, hvor man kan bruge sine kompetencer,« siger han.
Uddannelsen bliver ifølge Henning Jørgensen brugt som et springbræt, når man skal have sit første job, men derefter er det ikke længere den vigtigste kvalifikation.
»Uddannelse er en baggrund, men lærer også en hel masse nye ting efterfølgende, og man er ikke bange for at prøve noget nyt,« siger arbejdsmarkedsforskeren.
Han pointerer, at Danmark sammen med Sverige topper listen over lande med den største dynamik på arbejdsmarkedet, og at danskerne i gennemsnit har syv forskellige arbejdsgivere, inden pensionen sætter ind.
Sådan ser det ikke ud i Sydeuropa, hvor lønmodtagerne ifølge Henning Jørgensen »ruster fast«, blandt andet fordi en fyring kan koste arbejdsgiveren flere års løn, og fordi der er store goder ved at blive i samme job i mange år.
Men den danske dynamik og arbejdstagerens mod på at tage nye udfordringer stiller store krav til arbejdsgiverne, understreger Henning Jørgensen.
»Virksomhederne bliver sårbare, hvis nøglemedarbejderne hurtigt forlader dem igen. Arbejdsgiverne skal forstå, at de skal noget særligt for at holde på kernearbejdskraften, for ellers er medarbejderne klar til at flytte igen,« siger arbejdsmarkedsforskeren.
I Analyse Danmark-undersøgelsen svarer 32 procent, at de »delvist« arbejder inden for det område, de er uddannet inden for. 44 procent vurderer, at det »helt og aldeles« er tilfældet.