Hver femte allergiker får forkert behandling
En million danskere lider af allergi. En femtedel af dem får ikke den rette behandling
Allergisk rhinitis: Når næsen løber og øjnene klør. En million danskere lider af allergi over for pollen, husstøvmider, pelsdyr og skimmelsvamp. 80 procent af dem anvender jævnligt medicin for lindre symptomerne. Men hver femte af disse mener ikke, at medicinen hjælper nok – eller slet ikke.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for lægemiddelvirksomheden Meda blandt danskere med allergi.
Meda har i samarbejde med professor Ronald Dahl fra allergicenteret på Odense Universitetshospital lavet en onlinetest, der skal øge allergikernes opmærksomhed om omfanget af deres symptomer. Målet er en mere optimal behandling.
Selvom mange allergikere ikke mener, de får optimal behandling for deres symptomer, er det de færreste, der tager til lægen for at blive bedre behandlet.
Det er problematisk, mener professor i astma og allergi Ronald Dahl:
– Allergi er en kompliceret lidelse, der beklageligvis er i vækst i den vestlige verden. Desværre går mange allergikere ikke til lægen med deres allergisymptomer. Det er ærgerligt, for i dag findes der mange forskellige behandlinger, så der vil være en hjælp at hente for de fleste. Symptomer på allergisk rhinitis bør tages alvorligt. Dels fordi det går ud over livskvaliteten, og i værste fald fordi ubehandlet allergi kan udvikle sig til astma.
Tag selv testen her.