Hver anden klapvogn indeholder uønsket kemi

Foto: Tænk.
Offentliggjort Sidst opdateret

Klapvogne indeholdt i fire ud af otte tilfælde problematiske stoffer, da Forbrugerrådet Tænk Kemi testede dem.

Klapvogne med mistænkt hormonforstyrrende ftalater har i de seneste år været et relativt sjældent syn, når Forbrugerrådet Tænk har testet.

Men det kemiske billede ændrer sig kraftigt, når man undersøger for en række andre stoffer, som ikke er forbudt i klapvogne – men som alligevel har forskellige uønskede effekter.

I fire ud af otte vogne, som Forbrugerrådet Tænk Kemi testede, blev der fundet kemikalier, der er mistænkt for at være enten hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.

– Vi ved, at børnene også vil møde disse stoffer andre steder i deres hverdag. Så selvom vi ikke ved, hvor stor risikoen er ved brug af de enkelte vogne, er vi af den overbevisning, at børnenes samlede udsættelse skal reduceres mest muligt. Derfor skal de problematiske stoffer ikke være i børnenes klapvogne, siger Stine Müller, der er testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Forbudt i legetøj, men til stede i klapvogn

Tænk testede både materialerne omkring børnene – stoffet, selerne, frontbøjlen og kalechen – og klapvognenes håndtag. Barnet er tæt på materialerne i selve klapvognen, og håndtaget bruges både af forældre, søskende – og på et tidspunkt sikkert også af barnet selv.

I Chicco Urban fandt vi den fosforholdige flammehæmmer og plastblødgører, TCPP, i materialet, der sidder omkring barnesædet i klapvognen. Samme stof blev fundet i Silver Cross Pioneers håndtag. TCPP er for nylig blevet gjort forbudt i legetøj, fordi den kan skade forplantningsevnen og er mistænkt for at kunne give kræft – forbuddet træder i kraft i december 2015. Stoffet er ikke forbudt i babyudstyr.

Den nye grænse for TCPP i legetøj bliver på fem milligram per kilo. Vi fandt næsten 100 gange mere i materialerne omkring barnet på Chicco Urban-klapvognen. I håndtaget på Silver Cross fandt vi 6.000 gange mere.

Flere af producenterne har vendt tilbage og oplyst, at de overholder lovgivningen, men løbende arbejder på at forbedre sikkerheden.

Ikke ulovlige, men uønskede

I håndtaget på to af klapvognene fandt vi chlorparaffiner. Det var igen hos Chicco Urban, at der var problemer med kemien, samt hos vognen fra Concord Wanderer. I sidstnævnte var stofferne også i de undersøgte materialer omkring barnet.

Chlorparaffiner står på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer. Stofgruppen er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kan også være kræftfremkaldende.

– Når det nu sagtens kan lade sig gøre at  fremstille klapvogne uden disse problematiske kemikalier, er der i vores øjne ingen som helst grund til at løbe den risiko, at børnene udsættes for disse stoffer, siger Stine Müller.

Stokke bestod

Kun Stokkes klapvogn var fri for de undersøgte problematiske kemikalier, mens tre andre klapvogne, Bugaboo Bee, Nuna Ivvi og Mountain Buggy, kun indeholdt mindre mængder af PAH’er i håndtaget.

PAH’er eller tjærestoffer fandt vi i håndtaget i mange af vognene. Flere af tjærestofferne kan være kræftfremkaldende, for eksempel naftalin, som vi blandt andet fandt i håndtaget på en klapvogn fra Mamas & Papas. Men naftalin er ikke blandt de 8 PAH’er, der fra slutningen af året bliver forbudte i produkter med tæt og længerevarende kontakt.

Ftalater, organiske tin forbindelser, formaldehyd og nonylphenoler, som kan være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende, fandt vi heldigvis kun meget små spor af i enkelte klapvogne.

Powered by Labrador CMS