Hver anden fyrer forkert i brændeovnen

Hver anden af de 750.000 danskere med en brændeovn tænder forkert op.
Offentliggjort Sidst opdateret

December nærmer sig med hastige skridt, og brændeovnsejere landet over vil i løbet af den kolde måned helt sikkert udnytte muligheden for at give julestemningen et nøk opad ved at skutte sig foran en knitrende ild.

Men hver anden af de 750.000 danskere med en brændeovn tænder forkert op, viser en undersøgelse fra Miljøministeriet.

De tænder nemlig op med aviser eller småpinde i bunden af brændet, og det fører alt for mange sundhedsskadelige partikler med sig. Så mange, at man kan reducere partiklerne med hele 80 procent, hvis man tænder rigtigt op, anslår ministeriet. Og det gør man ved at tænde op i toppen af brændet i stedet, lyder anbefalingen.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) står derfor bag en ny kampagne, der skal få danskerne til at fyre rigtigt.

»Brændeovne er den største kilde til sundhedsskadelige partikler i Danmark. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at komme partiklerne til livs. Blandt andet har vi for nyligt fået vedtaget miljøkrav til brændeovne i hele EU efter dansk pres. Og i det nye år træder vores endnu skrappere krav til danske brændeovne i kraft,« siger hun i en pressemeddelelse.

Hvis man tænder op fra toppen, kan flammerne arbejde sig nedad ligesom i et stearinlys, og det betyder, at røgen fra brændeovnen ikke er lige så sundhedsskadelig, som hvis man havde tændt op i bunden af brændet.

Derudover anbefaler Miljøministeriet, at man kun bruger tørt træ, at man sørger for rigeligt med luft omkring ilden, og at man holder øje med, om røgen er næsten usynlig.

Powered by Labrador CMS