Hver anden dansker finder skoledagen for lang
Enden på sommerferien er ikke alene et glædeligt gensyn med skolekammeraterne – det er også gensynet med de lange skoledage, som blev indført med den nye folkeskolereform. Og dem er der knap så mange elever, der glæder sig til.
En ny undersøgelse foretaget af Megafon for TV 2 viser, at over halvdelen af de adspurgte danskere synes, at skoledagene er for lange efter reformen.
55 procent svarer således, at de synes, at eleverne går for meget eller alt for meget i skole. 38 procent mener, at længden på deres skoledag er passende, mens kun seks procent finder skoledagen for kort.
»Det er selvfølgelig bekymrende, når der er så mange, der synes, at vi har en for lang skoledag. Men jeg tænker, at den forlængede skoledag er nødvendig i forhold til den opgave, vi har i forhold til, hvad børnene skal lære i dag,« siger Jørgen Mandrup, der er næstformand for Skolelederforeningen til TV 2.
Fra det nye skoleår bliver lektiehjælp og såkaldt faglig fordybelse obligatorisk på alle skoler. Det betyder, at skoleeleverne får mellem to og tre timer mere på skemaet om ugen.
Dermed stiger det obligatoriske timetal for indskolingen fra 28 til 30 timer, mens det for mellemtrinnet stiger fra 30 til 33 timer og for de ældste elever i udskolingen fra 33 til 35 timer.