Hver 7. bliver snydt: 150.000 butikker politianmeldt
Sidste år anmeldte certificeringsordningen e-mærket 10.000 webshops. I år er tallet steget til 150.000.
Julehandlen står for døren, men i år er der særlig grund til at være ekstra opmærksom, når man handler online.
Certificeringsordningen e-mærket har nemlig politianmeldt 150.000 webbutikker, som menes at snyde forbrugerne. Det skriver DR.
Artiklen fortsætter efter videoen
Til sammenligning anmeldte e-mærket sidste år kun 10.000 tilsvarende sider.
Ifølge Danmarks Statistik rammes hver syvende dansker af fupbutikker.
Svindel betaler sig
Ifølge Toke Mølgaard, som er kommunikationschef hos e-mærket, er forklaringen en kombination af flere ting.
– For det første er det en bekræftelse af den tendens, vi ser over hele verden, nemlig at it-kriminalitet er i vækst.
– Hos e-mærket er vi også blevet bedre og dygtigere, og så findes butikkerne af én årsag: Det betaler sig, siger han.
Dem, der står bag svindlen, er ikke nødvendigvis uintelligente, så hvis der ikke kommer noget ud af svindelnumrene, så rører de det ikke, forklarer Toke Mølgaard.
– Når vi samtidig ser en kraftig udvikling, så fortæller det os, at de her svindelnumre virker.
Udenlandske bagmænd
To ud af tre af siderne markedsfører sig på dansk eller tilbyder at handle i danske kroner.
Fælles for siderne er, at de alle sammen er registreret på udenlandske domæner, som ender på blandt andet “.com” eller “.net”.
– Vi finder butikkerne gennem robotter og avanceret teknologi.
– Vi ser efter nogle af de kendetegn, man som forbruger også kan kigge efter: stavefejl, lidt for gode tilbud, mærkeligt sprog, skæve priser, manglende kontaktoplysninger, lyder det.
Bagmandspolitiet skal efterforske de politianmeldte webbutikker, men det er besværligt arbejde, for alle butikkerne styres af udenlandske bagmænd.
Derfor regner e-mærket ikke med, at siderne bliver lukket foreløbig.
Nyt værktøj mod svindel
Sammen med TrygFonden har e-mærket udviklet redskabet Sikker Shopping, som er en browserudvidelse til Google Chrome.
Den viser små advarsler, når man havner på sider, som e-mærket mistænker for at være falske.
Projektet, der har været undervejs i et år, er det første af sin slags. Det er lavet med støtte fra Trygfonden.
– Jeg tror, vi alle kan genkende følelsen af, at der særligt inden for it-sikkerhed er mange gode råd at huske og holde styr på. Derfor støtter vi udviklingen af værktøjer, der kan gøre det lettere for den enkelte dansker at agere sikkert online, siger projektchef u Trygfonden Christoffer Elbrønd i en pressemeddelelse.