Hvem kommer efter Ryanair i Billund?

Det bliver højst sandsynligt et velkendt flyselskab, der skal fylde hullerne efter Ryanairs exit fra Billund. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

SAS og Norwegian sandsynlige kandidater til at tage over fra Ryanair

Det er »the usual suspects« i form af blandt andre SAS og Norwegian, der skal fylde det hul, Ryanair efterlader, når det irske selskab på fredag lukker sin base i Billund Airport. Det mener Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen.

»Der kommer ikke et fancy mellemøstselskab og åbner ruter her. Det tror jeg simpelthen ikke på,« siger Jacob Pedersen.

Sydbanks senioranalytiker med speciale i luftfart peger på SAS og Norwegian som mulige kandidater til at komme efter Ryanair i Billund, men det kan også være charterselskaber, der vælger at udvide i den jyske lufthavn.

Ingen af dem vil dog kunne give bidrage med den samme mængde trafik, som Ryanair har ekspederet fra Billund.

»Uanset hvem vi snakker om, så kommer de ikke til at fylde hullet en til en. Der er ikke nogen flyselskaber i Europa, der kan transportere passagerer – og tjene penge på det – ligeså billigt som Ryanair kan,« vurderer Jacob Pedersen.

Ryanair er baseret på en forretningsmodel, hvor omkostningerne holdes på et minimum, hvilket gør det muligt at tilbyde forbrugerne ekstremt billige flybilletter. Dermed opdyrker de markeder, som ikke umiddelbart er der i forvejen.

Ingen andre flyselskaber i Europa har endnu formået at hamle op med Ryanair på billetprisen, og derfor bliver det også vanskeligt for andre at skabe den samme trafik til og fra Billund, som Ryanair med lidt over 737.000 passagerer sidste år har haft.

På et pressemøde tirsdag meddelte Ryanair, at lukning af basen vil koste omkring halvdelen af Ryanair-trafikken.

Jacob Pedersen vurderer umiddelbart, at Norwegian er den mest oplagte kandidat til at dække ind for Ryanair i Billund.

»De kan det samme som Ryanair, de kan det bare til lidt dyrere priser,« siger Jacob Pedersen og konstaterer:

»Hvis det ikke er interessant for Norwegian, så er der rigtig mange flyselskaber, det her ikke er interessant for.«

Billund Airport har en passagerterminal på 40.000 m², der er designet til at ekspedere 3,5 millioner passagerer om året.

Powered by Labrador CMS