Hvem bestemmer prisen på grisen?
Der bliver holdt øje lokalt, men hvem bestemmer benzinprisen i sidste ende?
Mange faktorer spiller ind på den pris, du som bilist ser på tanksstationens stander.
Men især tre ting er afgørende: Prisen på en tønde råolie, dollarkursen og den lokale konkurrence.
Fælles for alle olieselskaberne er, at der bliver holdt øje med priserne og udviklingen lokalt, indrapporteret til hovedkontoret, og så bliver prisen sat.
OK: Lokale forhandlere sætter prisen
Hos det danskejede energiselskab OK bliver det dog slået fast, at der er en listepris, men at det er den enkelte forhandler, der lokalt på tankstationen fastsætter prisen.
– Vi dikterer ikke priserne, siger indkøbschef hos danskejede OK Anne Holm til Newsbreak.dk
Hos Shell er det afgørende, om brændstoffet på tanken ejes af selskabet, eller det er en selvstændig ejer af tankstationen, der er med i kæden.
– Hos os er det den, der ejer brændstoffet, der sætter prisen, forklarer Søren Møller Maretti, retaildirektør i DCC Energi, der driver Shells tankstationer i Danmark.
Newsbreak.dk har talt med en af de forhandlere, der driver en Shell Express-station, men som har lejet brændstofshandlen ud til selskabet. Han driver sit værksted og butik og fungerer som Shells lokale observatør.
– Jeg kører rundt to gange om dagen og holder øje med priserne. Jeg indrapporterer dem til selskabet, så i sidste ende dem, der bestemmer, om vi skal sætte prisen ned eller op, fortæller Preben Pedersen, indehaver af en Shell Express-tank i Fredericia.
Elektronisk indrapportering
Samme melding lyder fra et par andre lokale forhandlere, Newsbreak.dk har talt med. Meldingen her er også, at de teoretisk set godt selv kunne ændre prisen, men det sker aldrig i praksis.
Både hos Shell og hos landets største olieselskab Circle K bliver prisen bearbejdet af en computer på baggrund af de indrapporterede priser lokalt.
– Hos os foregår det rent maskinelt. De lokale priser bliver tastet ind via en app, og så bliver de regnet igennem og prissat elektronisk, fortæller brændstofs- og energiekspert i Circle K Peter Rasmussen.
Direktøren for BFR, brancheforeningen for selvstændige benzinforhandlere, forklarer, at stort set ingen forhandlere ejer brændstoffet selv. Det er for risikabelt. Der findes en række forskellige aftaler med olieselskaberne. Den mest typiske er, at de får en fast ørepris for hver liter benzin og diesel, der bliver tanket.
– Så når man siger, at forhandlerne selv sætter prisen, foregår det i samarbejde med selskabet, forklarer Helge Busk.