Hvad tror du han laver til dagligt?

Sylvain Hélaine har en drøm.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sylvain Hélaine arbejder som folkeskolelærer, i sit hjemland Frankrig, og ellers drømmer han om at blive tatoveret så meget, at hans krop en dag er helt mørk af blæk.

Sker det en dag, vil han ikke bare være tatoveret fra top til tå. Også hans øjne ser ud, som var der spildt blæk ned i dem.

Også de er tatoverede, og for at opnå den effekt, var Sylvain nødt til at forlade Frankrig, hvor den form for tatovering er forbudt, og tage til Schweiz, hvor den slags er tilladt.

Le Point har bragt et interview med den bemalede mand, der fortæller, at han underviser elever, der er mellem seks og 11 år gamle. Han fortæller også, at både børn og forældre reagerer på den samme måde, første gang de møder ham, gedigen overraskelse.

Men når først de opdager, at Sylvain Hélaine ikke er anderledes end så mange andre lærere, fraset mængden af blæk på hans krop, er alt godt.

Inspiration

Daily Mail har tidligere bragt et interview med Sylvain Hélaine, der i dag er 35 år gammel. Han fortalte Daily Mail, at han fik sin første tatovering som 27-årig, under et ophold i England, hvor han mødte mange tatoverede mennesker, og blev inspireret til selv at blive det.

Du kan i galleriet til denne artikel se nærmere på Sylvains mange, mange tatoveringer.

Powered by Labrador CMS