Hvad skal det til for, Mette?
Jakob Ellemann-Jensen mener, at regering bør gøre det klarere, hvornår og hvorfor, restriktioner indføres.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, efterlyser klarere rammer for og mere gennemskuelighed over, hvornår regeringen indfører restriktioner for at inddæmme covid-19.
Det skriver han på Facebook søndag aften.
– Vi skal derfor vænne os til at leve med corona i vores samfund et ukendt stykke tid endnu. Det stiller krav, for vi skal holde hjulene i gang, så arbejdsløsheden ikke bliver endnu større, samtidig med at vi holder smitten nede.
– I det lys mener jeg, at vi bør gribe håndteringen anderledes an her i efteråret, skriver formanden og fortsætter:
– Da corona først ramte os, gik det hurtigt med beslutningerne, og i krigens tåger var det ret uklart, hvad der egentlig lå bag. Det bør vi gøre på en anden måde, hvis en anden bølge rammer.
Udmeldingen kommer forud for, at partilederne onsdag skal mødes for første gang efter sommerferien for at diskutere den kommende, planlagte åbning af samfundet.
Den hænger i en tynd tråd efter, at smittetrykket er steget betydeligt de seneste uger.
Kan være restriktioner på vej
Nye restriktioner er sandsynlighed på vej, og statsminister Mette Frederiksen (S) har blandt andet sagt, at danskerne skal forberede sig på, at mundbind kan blive obligatoriske.
Jakob Ellemann-Jensen fokuserer på, at testkapaciteten og effektiviteten skal op. Og så at der kommer klarere rammer for, hvornår og hvorfor restriktioner indføres eller fjernes.
– Hvor lavt skal smittetallet eksempelvis være, før at vi kan lempe forsamlingsforbuddet – og hvor højt skal det være, før det strammes? Hvad skal der til, før myndighederne anbefaler en generel brug af masker på offentlige steder og så videre.
– De ting kan selvfølgelig ikke siges helt præcist, men regeringen bør give danskerne indblik i de rammer, man arbejder med, skriver formanden.