Husker du skandaleshowet i Parken?
I 2018 fejrede Tina Turner 60-års jubilæum i musikbranchen ved at dele sin livshistorie igennem en rørende og ærlig selvbiografi. 26. november fylder hun 80 år.
Hun er en af musikhistoriens største rockstjerner og har formået at sælge omkring 200 millioner plader og vundet flere priser.
Artiklen fortsætter under videoen.
Men i Danmark er der måske flest, der husker hende fra det skandaleombruste show i forbindelse med 200 året for H.C. Andersen, hvor Tina Turner modtog millioner for at spille en sang, mens hele projektets økonomi løb løbsk.
Dengang tilbage i 2005 kom det nemlig frem, at Tina Turner havde modtaget 5,8 millioner kroner for sin optræden, mens det stort anlagte arrangement i Parken kom ud med et underskud på 13 millioner kroner.
Sidste år fejrede hun 60-års jubilæum med blandt andet en selvbiografi, hvor hun i detaljer beskriver sin rørende livshistorie.
Et liv med vold
Men hendes store succes på musikscenen har langtfra været smertefri.
Tirsdag den 26. november runder den amerikanske sanger Tina Turner 80 år.
Hun hed Anna Mae Bullock og kom fra Nutbush i Tennessee. I 1958 fik hun sin første søn med musikeren Raymond Hill.
Hun mødte efterfølgende musikeren Ike Turner, der gav hende navnet Tina Turner. De to begyndte at lave musik sammen, og i 1960 fik de en søn.
De var gift i 14 år, men Tina Turner blev i en årrække udsat for vold af Ike Turner og lod sig skille fra ham.
Kæmpe hits
Herfra tog hendes musikkarriere fart som solist. Hun har i alt vundet otte Grammy-priser for blandt andet Årets Sang og Årets Album.
Hun turnerede i hele verden med kæmpehits som “Private Dancer”, “We Don’t Need Another Hero” og “The Best”.
For at fejre hendes 60-års jubilæum i musikbranchen sidste år udgav Tina Turner selvbiografien “My Love Story”. Her fortæller hun blandt andet, at hun har været alvorligt syg.
Problemerne vælter frem
Få måneder efter, at hun i 2013 var blevet gift med den tyske musikproducer Erwin Bach, fik hun konstateret et for højt blodtryk, og hendes nyrer var kun 35 procent funktionsdygtige.
Senere fik hun også konstateret tarmkræft, men fik straks fjernet en del af tarmene.
Hendes nyrefunktion fortsatte med at blive dårligere, og det var dengang svært at finde en organdonor i Schweiz.
Men da Tina Turner på et tidspunkt var ved at dø, blev hun reddet af sit livs kærlighed. Erwin Bach gav sin hustru en af hans nyrer for at redde hende.
Den dag i må Turner tage en masse medicin på grund af sin nye nyre.
– Men jeg er her stadig. Vi er her begge stadig, tættere end vi nogensinde har kunnet forestille os, og det skal fejres, skriver hun i bogen.
I øjeblikket kan musicalen “Tina – The Tina Turner Musical”, der handler om hendes bemærkelsesværdige liv, opleves i blandt andet London.