Husker du ham? Gør comeback
Den pensionerede bokselegende Floyd Mayweather møder den unge internetpersonlighed Logan Paul i Miami 6. juni
En opvisningskamp mellem den ubesejrede tidligere verdensmester Floyd Mayweather og YouTube-stjernen Logan Paul er sat til 6. juni på Hard Rock Stadium i Miami i delstaten Florida.
Det bekræfter Mayweather på Instagram tirsdag, efter at boksekampen blev udsat fra sin oprindelige dato 20. februar.
– Den 6. juni 2021 vil Logan Paul og jeg bokse på Hard Rock Stadium, skriver han.
44-årige Mayweather kan prale af en rekord på 50 sejre i 50 professionelle kampe.
Hans sidste professionelle kamp var i august 2017, da han besejrede MMA-stjernen Conor McGregor, som debuterede i bokseringen.
26-årige Logan Paul har bokset en enkelt kamp tidligere. Den tabte han til YouTube-kollegaen KSI.
Kampen blev kritiseret af flere professionelle boksere og arrangører, som mente, at det var en hån mod boksesporten at promovere en boksekamp mellem to YouTube-stjerner.
Kampen blev dog set af millioner af seere, og flere professionelle boksere som blandt andre sværvægtsverdensmester Anthony Joshua roste de to for at trække et nyt publikum til boksesporten.