Husk dette inden du køber andelsbolig

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Flere andelsboliger sælges uden om en mægler på et marked, hvor udbuddet ikke matcher efterspørgslen. Her er et par råd fra eksperterne.

Hvis du er blevet tilbudt at købe en andelsbolig for nylig, er det nok fordi, du er skrevet op hos en boligforening, eller kender en, der har annonceret salg af deres andelsbolig via de sociale medier.

Nye tal fra boligportalen Boliga.dk viser, at der for tiden blot er 2.456 andelsboliger på det officielle marked. Til en sammenligning havde boligportalen et udbud på 7.263 andelsboliger i udbud tilbage i januar 2013.

Ser man isoleret på markedet i København er udbuddet faldet fra 3.025 andelsboliger i januar 2013 til beskedne 497 andelsboliger i juli 2015.

Det betyder dog ikke, at ingen gider sælge deres andelsbolig. Det betyder nærmere, at de gør det selv. Ifølge Jan Hansen, der er direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF), er det en ganske naturlig udvikling.

– Efterspørgslen er jo steget kraftigt, så det er ikke et problem selv at finde købere via portaler for selvsalg og via sociale medier. Mange bruger jo boligforeningens venteliste og derfor kommer deres lejlighed aldrig officielt til salg, siger han til Ritzau Fokus.

Ejendomsmægler holdes udenfor

Det betyder så også at ejendomsmægleren i stigende grad holdes udenfor.

– De tilbagemeldinger, vi får, er, at mæglerne tager for høje priser, og så har de typisk ikke meget kendskab til andelsboligmarkedet, specielt når man kommer uden for de større byer, siger Jan Hansen.

Også projektleder ved Center for Bolig og Velfærd på Syddansk Universitet (SDU), Morten Skak, mener, at det er naturligt at sparre mægleren væk.

– Maksimalprisen er jo bindende forstået på den måde, at der er et loft over, hvor meget andelsboligen kan stige. Hvis boligforeningen så har en venteliste, er det jo penge ud af vinduet at kontakte en mægler.

Kig regnskaber igennem

Men selvom boligmarkedet generelt er i vækst, er der stadig foreninger, der døjer med en kaotisk økonomi efter finanskrisen, og her er der særligt én ting, man som køber af andelsbolig skal være opmærksom på.

– Det vigtigste er at få kigget boligforeningens regnskaber igennem. Selvom mange af dem har en sund økonomi i dag, findes der stadig boligforeninger, der bestemt ikke har, siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea Kredit, til Ritzau Fokus.

Kan være nødvendigt med faglig hjælp

Netop boligforeningens økonomi mener også Jan Hansen og Morten Skak er det absolut vigtigste at få tjekket grundigt. Her kan det blive nødvendigt med faglig hjælp, pointerer Lise Nytoft Bergmann.

– Hvis man ikke har kompetencerne selv, må man gøre, som når man køber ejerbolig og benytte de samme eksperter til at vurderer standen af boligen og boligforeningens økonomi, siger hun.

Det skal du huske, inden du køber andelsbolig

Sælger skal udlevere papirer, der viser boligforeningens økonomi, lån og kommende renoveringer. Køber du andelsboligen uden at have fået det udleveret, kan købet erklæres for ugyldigt.

Har du ikke selv erfaring med at læse boligforeningens regnskaber, bør du søge hjælp hos professionelle. Det kunne være din bank, der skal låne dig pengene.

Du skal også se en status på lejlighedens tilstand. Her er det en god idé at have en fagperson med, der også kan tage bestik af bygningens udvendige tilstand.

Ifølge Lise Bergmann fra Nordea Kredit bør man gå til et andelskøb, som om det var et køb af en ejerlejlighed.

Typisk vil sælger fortælle dig, hvor mange der står på venteliste, men den slags bør du overhøre. Ellers ender du med at købe noget, du ikke har lyst til.

Kilde: Lise Bergmann, Jan Hansen og Morten Skak.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS