Husk at vaske hænder: Blomster kan indeholde pesticider
Ny undersøgelse viser, at der er pesticidrester i afskårne blomster
Det er ikke kun flotte buketter, der pynter i vindueskarmen, du får med hjem fra butikken.
Flere importerede afskårne blomster indeholder nemlig pesticidrester, som du kan komme i kontakt med.
Derudover kan miljøet blive udsat for stofferne, når blomsterne bortskaffes som affald.
Over længere tid har Miljøstyrelsen undersøgt roser, nelliker og krysantemum fra Kenya, Ecuador og Columbia, der alle er store blomsterproducenter.
- Vi tog udgangspunkt i at spørge lokale producenter, hvilke pesticider de bruger. De gav os nogle lister, og her kunne vi se, at der var en række pesticider, som ikke var godkendt til brug i EU, siger Maria Thestrup Jensen, der er kemiker med fokus på kemikalier og biocider hos Miljøstyrelsen.
Foretog kemisk analyse
Som en del af undersøgelsen blev der herhjemme købt importerede blomsterbuketter og foretaget en kemisk analyse af enkelte blomster.
Og det viste sig, at der var rester tilbage fra sprøjtningen med pesticider.
I alt blev der fundet 90 forskellige pesticider, hvoraf 31 af dem ikke er godkendt til brug i EU.
Af de 31 er 9 forbudt at bruge i EU, fordi de udgør en fare for mennesker eller miljø.
Selv om de ikke-godkendte pesticider var til stede i så små mængder, at de ikke udgør en risiko for mennesker eller miljøet, opfordrer Maria Thestrup Jensen til, at du er opmærksom.
- Man bør helt generelt minimere sin kontakt med pesticider. For man kan også blive udsat for pesticider fra andre produkter, og det kan samlet have en negativ effekt og for eksempel udvikle allergi.
Det siger Maria Thestrup Jensen.
Køb økologisk
Derfor bør du først og fremmest vaske hænder efter håndtering af blomsterne.
Derudover kan du forsøge at gå efter økologiske blomster.
Herhjemme er udvalget af disse dog begrænset, forklarer Nikola Kiørboe, der er seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.
- Der er enkelte producenter af økologiske blomster, som leverer til forhandlere, og så kan man spørge i butikken, om de har økologiske blomster.
Det er ikke sikkert, at det fremgår tydeligt. Men generelt er udbuddet altså ikke særligt stort, siger hun.
Både Forbrugerrådet Tænk og Miljøstyrelsen råder til, at du holder dig til blomster, der er dyrket i EU, hvis du vil være sikker på, at de kun indeholder pesticider, som har fået grønt lys af myndigheder inden for unionen.
Miljøstyrelsens undersøgelse blev foretaget fra september 2022 til juni 2023. Kortlægningen blev udgivet tidligere på året.