Hus ramt af bus: -Jeg er rystet

Lillian Guldberg, der bor i ejendommen, som blev ramt af en bus torsdag morgen, er rystet over oplevelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag morgen kørte en bus ind i en ejendom på Nørrevangsvej i Hammel. Den ramte dele af hegnet foran ejendommen samt gavlen af ejendommen.

Lillian Guldberg bor i stueetagen i ejendommen, der blev ramt af bussen. Og hun fik sig noget af et chok.

Vækket af bus

Det var noget af en brat opvågning, da Lillian Guldberg slog øjnene op i morges.

– Jeg lå og sov, og så vågnede jeg ved et bump. Min tidligere overbo ringede også på, fordi der var kørt en bus ind i gavlen, siger hun til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Jeg er da rystet!

Chokket

Lillian Guldberg fik et chok, og hun gik også ud for at se, hvad der var sket.

– Det er uhyggeligt. Jeg måtte også lige have mig en gibbernakker ovenpå den, siger hun.

Der er en lejlighed imellem Lillian Guldbergs hjem og det sted, hvor bussen ramte.

Politiet på besøg

Ejendommen på Nørrevangsvej ligger ud til det kryds, som politiet har spærret af i forbindelse med uheldet.

– Nu har vi haft besøg af politiet – og der står stadigvæk nogen, fortæller Lillian Guldberg.

Østjyllands Politi har til Newsbreak.dk oplyst, at der er tilkaldt en bilinspektør, som skal afklare, hvad årsagen til uheldet var. Og derfor er der afspærret.

Trafikale problemer

Det har givet udfordringer i morgentrafikken omkring uheldsstedet særligt fordi bussen var i vejen.

– Bussen holdt på tværs. Den spærrede hele vejen. Der var jo folk, der skulle på arbejde og i skole, siger Lillian Guldberg.

Østjyllands Politi ved ikke, hvor længe der går før krydset igen er åben for færdsel.

Powered by Labrador CMS