Hundredvis af fængslede islamist-krigere befriet

Flere beboere i Kunduz, Afghanistans femtestørste by, er i løbet af mandagen flygtet, efter Taleban indledte et stormløb på byen. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Taleban er under et stormløb på den nordafghanske by Kunduz brudt ind i byens vigtigste fængsel og har befriet hundredvis af islamistiske krigere.

Den islamistiske bevægelse har mandag angrebet byen i, hvad flere sikkerhedskilder kalder et af de værste angreb på en større by i Afghanistan i de 14 år, landet har været præget af krig. Det fortæller sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Reuters er det lykkedes Taleban at kæmpe sig ind til bymidten i Kunduz og hejse deres hvide flag over byens vigtigste plads blot et par hundrede meter fra provinsguvernørens bolig.

Krigerne fra Taleban har også indtaget et hospital med plads til 200 patienter. Kapringen af hospitalet er en del af angrebet, som bevægelsen satte i gang tidligt mandag morgen.

Taleban forsøger at storme byen fra tre forskellige steder. De lokale politistyrker har derfor taget kamphelikoptere i brug for at beskytte byens ydre grænser.

Ifølge politiet er 20 Taleban-krigere foreløbig blevet dræbt, mens tre politibetjente er såret efter mandagens sammenstød.

Skulle bevægelsen have held med at storme flere af byens indgange, bliver det svært at holde byen, vurderer politiet. For at undgå at Taleban overtager styringen, sender politiet fra de omkringliggende provinser forstærkning til Kunduz for at hjælpe i ildkampene.

Førhen var Afghanistans nordlige region et af de mest rolige områder i landet, men gennem de seneste år er voldelige kampe blevet mere almindelige.

Senest i april i år prøvede Taleban at indtage Kunduz, dog uden held.

Powered by Labrador CMS