Hundelufter finder død mand i vandkanten – fuldt påklædt
En hundelufter gjorde onsdag formiddag et makabert fund.
Klokken 10.25 fik Midt- og Vestsjællands politi en meddelelse om, at der i strandkanten ved Frederiksborgvej ved Baldersvej lå en mand i vandet. Det er i Roskilde Fjord ved Roskilde. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Manden var død og havde umiddelbart ligget i vandet et stykke tid. Hvor længe kan politiet endnu ikke sige noget om.
Ifølge sn.dk var manden fuldt påklædt, da han sidst på formiddagen blev fundet af en hundelufter. Han havde dog, på trods af påklædningen, intet på sig, der indeholdt et navn.
– Det er vanskeligt at sige, hvor længe han har ligget i vandet. Nogle vil sige en dag, andre en uge, siger politiets indsatsleder på stedet til sn.dk.
Politiet er i gang med at foretage tekniske undersøgelser på stedet herunder undersøge, om der ligger noget kriminelt bag dødsfaldet.
Ud fra de første oplysninger tyder det på, at der er tale om en midaldrende mand. Politiet kender ikke den pågældendes identitet, og er i øjeblikket i færd med at finde ud af, om der er efterlyst en mand, der kan passe på signalementet.