-Hun vil blive savnet
Den amerikanske sangstjerne Tuna Turner er død, 83 år. Jørgen de Mylius vil altid elske hendes musik
Tina Turner var en "dynamo af stemme og en kvinde med god sans for den gode musik".
Det siger radio- og tv-vært Jørgen de Mylius, efter at det er kommet frem, at den amerikanske sangstjerne er død i en alder af 83 år.
- Jeg elsker at høre Tina Turner synge. Det kommer jeg aldrig til at holde op med.
- Hun elskede rythm'n' blues, som hun var født ind i, og som hun havde med helt fra barndommen. Det var det, der fyldte hendes musikalske hjerte, siger han.
Mandsdomineret branche
Ifølge Jørgen de Mylius har Tina Turner betydet meget for musikken - og især for kvindelige kunstnere i musikbranchen.
Da hun fik sit musikalske gennembrud var musikbranchen i høj grad en mandsdomineret verden, forklarer han.
Men Tina Turner formåede altså at slå igennem ved at "kunne det der", ved at ville det og ved at nægte at give op.
Var utrolig
- For mig er hun simpelthen den kvindelige Little Richard. Der var ikke så mange, der sang rock'n'roll, som hun kunne - det var "unbelievable", siger Jørgen de Mylius.
Han kan specielt godt lide at lytte til nogle af hendes helt store hits som "What's Love Got to Do With It?" og "Private Dancer".
Fuldstændig vild
Men særligt et nummer står tilbage for Jørgen de Mylius.
- "River Deep, Mountain High" står for mig som noget af det mest fantastiske, der er lavet i 60'erne.
- At høre hendes vokal på originalversionen - hvilken stemme og hvilken power. Det var jo fuldstændig vildt, hvad hun kunne, siger han.
Et sødt indtryk
Jørgen de Mylius har selv haft mulighed for at møde dronningen af rock'n' roll en enkelt gang. Det skete, da han i 1986 sammen med Otto Leisner var vært på en direkte tv-udsendelse på Danmarks Radio, hvor Tina Turner optrådte.
- Hun gav et meget sødt indtryk, men hun var også meget kontant, siger han.
Bliver savnet
Han fortæller blandt andet, at Tina Turner ifølge en kontrakt havde 15 minutter til at få taget billeder og tale med pressen.
- Og så sagde hun med det samme, at det altså var et kvarter. "Det er 15 minutter, og så går jeg", siger han.
Jørgen de Mylius har igennem sin karriere på både radio og tv spillet Tina Turners musik "utallige gange".
- Hun vil blive savnet, siger han.