Hun har fået døds-sprøjten
52-årige Lisa Montgomery er blevet henrettet
52-årige Lisa Montgomery er blevet henrettet med en dødbringende indsprøjtning. Det oplyser nyhedsbureauet AP.
Journalister, der overværede henrettelsen i fængslet i Terre Haute i Indiana, beskriver, hvordan den 52-årige kvinde virkede forvirret forud for henrettelsen.
Hun blev spurgt, om hun havde noget at sige.
-Nej, lød det kortfattede svar.
Lukkede øjnene
Kvinden vippede nervøst med sine fingrene, men forholdt sig ellers rolig og lukkede hurtigt øjnene, oplyser AP.
Lisa Montgomery afgik ved døden klokken 01.31 lokal tid.
Den 52-årige kvinde er nummer elleve i rækken af fanger på dødsgangen, som er blevet henrettet siden juli, hvor præsident Donald Trump satte gang i føderale henrettelser.
Trump er stor tilhænger af dødstraf.
Skar foster ud
Lisa Montgomery begik i 2004 et grusomt drab. Hun strangulerede en 23-årig gravid kvinde og skar hendes foster ud, som hun kidnappede.
Den nu henrettede kvinde var født med en hjerneskade og var psykisk syg.
-Blodtørsten i en mislykket regering blev udstillet fuldt ud i aften, lød det fra forsvarsadvokat Kelley Henry.
Håbet svandt
En dommer udsatte kortvarigt henrettelsen tidligere på ugen, hvilket bragte håb hos Lisa Montgomerys forsvarer om, at hun kunne slippe for henrettelsen, hvis blot Joe Biden nåede at blive indsat som præsident 20. januar.