Hudløst ærlig Thomas Frank
Brentford ramte ikke sit højeste niveau, da holdet mandag blev slået af Manchester United, erkender træner
Manchester United vandt på ret og rimelig vis, da holdet mandag aften slog Brentford i Premier League 3-0 på Old Trafford.
Det siger cheftræner for Brentford Thomas Frank.
- Vi ramte ikke det højeste niveau i dag. For at være ærlig synes jeg, at United gjorde det godt. De vandt på ret og rimelig vis i aften, siger han.
Langt bedre
Værterne var langt bedre end Brentford, som kun få gange viste tænder i offensiven.
Fra kampens begyndelse var tempoet og kvaliteten langt højere hos Manchester United end hos gæsterne.
Thomas Frank erkender da også, at han er skuffet.
- Inden kampen talte vi om, at vi skulle være modige, kølige og aggressive. Det synes jeg ikke, at vi viste nok af i første halvleg, siger han.
Bedre anden halvleg
Thomas Frank mener dog, at Brentford spillede meget bedre i anden halvleg.
- Vi var meget mere aggressive, meget bedre på bolden, mere fattede og lavede mange indlæg. Jeg følte virkelig, at vi havde momentum, og at vi var med i kampen, siger han om starten af anden halvleg.
Men efter en time var der andre boller på suppen. Rico Henry løb ind i ryggen på Cristiano Ronaldo, som gik i græsset, og få sekunder senere smadrede han bolden i mål på et straffespark til stillingen 2-0.
For mange fejl
- Vi laver en fejl i en ufarlig situation, som vi aldrig burde lave, og som fører til et straffespark. Det dræbte virkelig vores momentum, siger Thomas Frank.
- Vi havde nogle gode perioder i anden halvleg, som vi burde have udnyttet bedre, tilføjer han.
Ingen af de to hold rykker sig i tabellen. Manchester United er på sjettepladsen med 58 point. Brentford er på 14.-pladsen med 40 point.