Huden kan boble op: Pas på denne giftige plante
Det er højsæson for den giftige plante vild pastinak. Planten kan udløse en allergisk reaktion, derfor advarer Naturstyrelsen mod den
Det er højsæson for vild pastinak i den danske natur. Og skal man følge Naturstyrelsens råd, så er det en god idé at holde sig langt væk fra skærmplanten med de gule blomster.
Flere har nemlig været udsat for en allergisk reaktion, hvor huden bobler op, efter de har været i kontakt med den giftige plante.
Senest har en skolelærer advaret om, at den giftige plante var på naturlegeplads. Det har fået Naturstyrelsen til at reagere.
Giftig plante
Det er nærmest umuligt ikke at se skærmplanten vild pastinak i den danske sommernatur. Særligt kan det ikke undgås lige nu, hvor vild pastinak er i højsæson.
Nok se men ikke røre, lyder rådet. For vild pastinak er giftig. Den kan forårsage en allergisk reaktion, hvis man kommer i kontakt med den.
Derfor advarer Naturstyrelsen nu mod planten med de gule blomster.
I sollys
Det er altså en dårlig idé, hvis du pludselig tænker at tilføje den planten med de gule blomster til en grøftekantsbuket, for den er giftig.
Skærmplantens saft, som man får på sig, hvis man rører ved den, kan i kombination med sollys udløse en allergisk reaktion, der minder om skoldning med kogende vand.
Lige netop det har Camilla Sørensens børn Stefani og Silas været ude for.
– Vi vågner op ved, at Stefani er fyldt med bylder over det hele. Vi finder ud af, at de har stået ved marken og rørt ved de her blomster – og så finder vi ud af, hvad det er, har Camilla Sørensen tidligere sagt til Newsbreak.dk.
Pastinak på legeplads
En lærer fra Høng privatskole har efter en skoleudflugt meddelt Naturstyrelsen, at der ved en naturlegeplads i Høng er problemer med vild pastinak.
– Vi blev gjort opmærksom på, at vild pastinak vokser ude ved naturlegepladsen. Vi bekæmper ikke normalt vild pastinak, som er temmelig udbredt i naturen. Vi oplyser om dens giftige saft, så folk holder sig fra den, ligesom bjørnekloen. Men den giftige plante er ikke velkommen på en legeplads, hvor vi inviterer børn til at opholde sig. Derfor fjerner vi den ved naturlegepladsen i Høng Skov i dag, siger Jens Peter Simonsen, skovrider ved Naturstyrelsen Midtsjælland i pressemeddelelsen.
Skyl huden
Hvis man som Stefani og Silas er så uheldig at røre ved den vilde pastinak, så er der faktisk kun en ting, man kan gøre for at mindske risikoen for en allergisk reaktion. Og det er at skylle huden, som har rørt ved den giftige plante, grundigt.
Har man rørt vild pastinak, men ikke fået skyllet det grundigt med vand, anbefaler Naturstyrelsen, at man undgår sollys i op til en uge efter, så man er sikker på ikke at få en allergisk reaktion.