Hotmail og Outlook ramt af nedbrud
I over 12 timer har de gratis mailtjenester Outlook og Hotmail været ramt af nedbrud, oplyser Microsoft.
Microsofts gratis mailtjenester Outlook og Hotmail kører igen, efter at der mandag var nedbrud over hele Europa.
– Alt kører igen, skriver Microsoft i et blogindlæg på sin Office 365 sikkerhedsside.
Nedbruddet forhindrede mandag brugere i at sende og modtage mails i mere end 12 timer, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nedbruddet startede klokken 09.20 dansk tid og har påvirket brugere over hele Europa.
Det bliver også tydeligt, hvis man klikker ind på ‘downdetector’.
Her fremgår det dog af kommentarerne, at det ikke kun er i Europa, men også brugere i Sydkorea, Sydafrika, Benin, Libanon, Qatar og Pakistan var berørt.
Microsoft meddelte tidligere på aftenen mandag, at man arbejdede på at løse problemet, og at der ville blive udsendt en opdatering.
Serverkapacitet blev slugt
Microsoft siger nu, at problemet blandt andet var, at et af firmaets systemer slugte alt serverkapaciteten.
Nedbruddet blev primært registreret i Vesteuropa og Storbritannien ifølge Downdetector.co.uk, der holder styr på it-nedbrud.
Ingen andre af Microsofts produkter er umiddelbart blevet påvirket.