Hospitalsudstyr for millioner stjålet – patienter taget som gidsler
Udstyr for knap 10 millioner kroner forsvandt i weekenden fra et sygehus.
– 30 endoskoper: 14 til tyktarmen, 11 til mavesækken og fem andre.
Direktør Kim Brixen fra OUH er i gang med at opremse det udstyr, der i weekenden blev stjålet fra Odense Universitetshospital (OUH) – Svendborg Sygehus – nemlig endoskoper, som bruges til kikkertundersøgelser via ‘kroppens naturlige åbninger’.
– Det har betydet aflysninger for patienterne, siger Kim Brixen til Newsbreak.dk, der samtidig forsikrer, at det manglende udstyr på ingen måde er gået ud over de akutte tilfælde – der var heldigvis stadig 17 endoskoper tilbage på hospitalet.
– Og så har vi et godt samarbejde med leverandørerne og nabohospitaler, vi har kunnet låne af, siger Kim Brixen.
Tyvene er kommet ind på hospitalet ved at brække en dør op med et koben eller en lignende genstand.
– Det lader til, de er gået målrettet efter endoskoperne. Sådan noget som computere er ikke blevet rørt, siger Kim Brixen.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få en kommentar fra Fyns Politi, men Fyens.dk skriver, at tyveriet er foregået mellem fredag klokken 23 og mandag klokken 7.
– Hvordan det går, ved jeg ikke, men jeg ved, de har fået en masse overvågningsbånd, de skal se igennem, siger Kim Brixen.
Dyrt tyveri
I alt er der altså forsvundet 30 endoskoper, og sådan nogle er dyre.
– Nogle af dem kan koste op til 250.000 kroner. Det kommer til at koste 9,8 millioner kroner at skaffe dem igen, siger Kim Brixen.
De penge skal findes i regionens kasse, da et hospital er selvforsikret.
Han lægger ikke skjul på, at han både vred og skuffet over det omfattende tyveri, og han understreger, at endoskoperne er højt specialiseret medicinsk udstyr, som kun kan bruges af uddannet sundhedspersonale
– Jeg vil overlade det til politiet at udtale sig om motiv, men jeg kan sige, at det her er ikke noget, man kan sælge nede på hjørnet. Endoskoperne har været opbevaret under lås og slå, men vi vil selvfølgelig evaluere sammen med politiet, om vi kan sikre endnu bedre fremadrettet. Det er dog svært at sikre sig fuldstændigt mod et tyveri, som er så kynisk uden at skulle omdanne hele sygehuset til en fæstning, har han tidligere udtalt i en pressemeddelelse.
Direktøren læner til den teori, at tyveriet er organiseret og at udstyret ender i udlandet.
– Jeg kan ikke forestille mig, at hospitaler eller læger herhjemme vil købe brugt udstyr på den måde, siger han.
Og det er ikke en mistanke uden begrundelse: I 2012 gik det nemlig ud over Kolding Sygehus.
Over Atlanten – og tilbage
Her blev 20 endoskoper af samme model som dem, der nu er forsvundet fra OUH, stjålet fra dagkirurgisk afsnit i Kolding. Men det var ikke det sidste, man så til dem.
Et års tid senere dukkede et af nogle af endoskoperne nemlig op igen. Det fortæller Calle Thøgersen, der er medicoteknisk chef hos Medico Teknik, der står for Region Syddanmarks hospitalsudstyr, til Fyens.dk.
– Vi lånte et skop af vores tyske leverandør, og da vi registrerede serienummeret, kunne vi se, at det var et af de stjålne, siger han.
Det viste sig, at endoskoperne havde været en tur over Atlanten. Og tilbage igen.
– Vores leverandør fortalte, at de havde købt endoskoperne af et stort amerikansk firma. Sagen blev meldt til amerikansk politi, og de fandt ud af, at det amerikanske firma havde købt skoperne i Tyskland via et firma i Singapore, siger Calle Thøgersen til Fyens.dk.
Ros til personale og patienter
Kim Brixen på OUH har ovenpå den trælse oplevelse kun rosende ord til både personale og patienter:
– Vi er rigtig glade for, at patienterne har taget situationen, som de har gjort. Og vores personale har bare knoklet på højtryk, for at få det hele til at lykkes, siger Kim Brixen.
Og det gjorde det.
– Onsdag kørte vi igen på fuld blus, slutter Kim Brixen.